Lokalpolitik

Chef: Husker ikke hvornår magistrat fik orientering

Kommunaldirektør bekræfter dog, at magistrat blev oplyst om støtteerklæring til bank.

I byrådssalen var der mandag stor uenighed om, hvorvidt magistraten har set og nikket til en støtteerklæring fra Aalborg Kommune til Karolinelunds bankforbindelse Danske Bank om at holde hånden under tivoliets økonomi. En erklæring, der dog ikke forpligter kommunen til at betale. NORDJYSKE Medier kontaktede derfor i går den øverste embedsmand i kommunen, kommunaldirektør Jens Kristian Munk, der sammen med borgmester Henning G. Jensen (S) er underskriver af støtteerklæringen sendt 17. december sidste år. Hvornår blev det besluttet? - Af hvem? Det ved jeg jo ikke, men hvornår blev det besluttet at lave sådan en støtteerklæring? - Det blev jo besluttet i december samtidig med, at vi havde givet den underskudsgaranti på de seks mio. kr., den har jo samme dato. Er det almindeligt at give sådan en støtteerklæring? - Nej, fonden Karolinelund skulle have en større kredit, ligesom der står i dagsordenen til 19. oktober, end de seks mio. kr., byrådet gav på underskudsgarantien. De skulle have et midlertidigt træk i størrelsesordenen 2,5-3 mio. kr., det står også i den dagsorden fra 19. oktober. Der siger man, at hvad siger I til at lave sådan en støtteerklæring på det. Hvad er kommunens praksis for at lave støtteerklæringer? - Der har ikke været nogen praksis, det afhænger også af, hvilken størrelse det er i. De tre andre steder er meget større beløb. Har Danske Bank bedt om at få en støtteerklæring? - Nej, de har vel spurgt i en almindelig forretning, kan vi få sådan en støtteerklæring, så vi ved noget om, hvad borgmesteren og I siger til at give sådan en kredit. Det er vel sådan set det, som det går på. Det er jo ikke et spørgsmål, om nogen skal snydes eller ikke snydes. Det er heller ikke et spørgsmål om at garantere noget med, at de får nogle penge. Det er vel meget naturligt, at nogen siger, at vi har det her i forhold til fonden Karolinelund, er det et godt formål? Hvad skal banken bruge sådan en støtteerklæring til? - Det må du spørge banken om. Hvad er formålet med at lave sådan en? - Det må du spørge banken om. Jeg er sikker på, at banken ikke betragter det som en garanti. Nogen siger, at de har set erklæringen og andre snakker om hukommelsessvigt? - Det kan jeg jo ikke afgøre, om nogen de har. Jeg siger bare, at vi ikke har sendt den ud til hele byrådet. På hvilket magistratsmøde har man set støtteerklæringen? - Det kan jeg jo ikke sige, når man giver en mundtlig orientering. Der bliver givet en mundtlig orientering om så mange ting. Så man kan ikke sige præcist, hvilket møde der er tale om? - Jeg kan ikke huske det.