Chefanklager tvinges væk

HADERSLEV:Vicepolitimesteren i Haderslev har fået et ultimatum: Enten flytter du til Bornholm for at blive chefanklager, eller også må du acceptere en lavere stilling. Men vicepolitimester Asger Tei mener sig udsat for så urimelig en behandling, at han er parat til at føre retssag mod Justitsministeriet, oplyser DR Syd. - Min fagforening siger, at det er uhørt. Det vil betyde, at jeg mister forbindelsen til mine børn. Rejsetiden vil være alt for lang, og de mindste vil ikke kunne klare rejsen selv, siger han. Han har to små børn i Århus, og to i Helsingør. Forflyttelsen til Bornholm er en konsekvens af politireformen./ritzau/