Chefen er tilfreds: Magnussen gjorde et godt arbejde

Kevin Magnussen kan være stolt af sig selv som helt ny kører i en svær Formel 1-bil, lyder det

Kevin Magnussen under træningen på banen i Melbourne. Foto: Scanpix

Kevin Magnussen under træningen på banen i Melbourne. Foto: Scanpix

MELBOURNE:Danske Kevin Magnussen leverede en solid og godkendt indsats, da han fredag trænede for første gang på Formel 1-banen i Melbourne.

McLarens tekniske direktør, Eric Boullier, er tilfreds med sit unge talent, som kørte sig ind blandt de 10 bedste under hver af de to træninger i Australien.

- Som man kunne forvente, så står Kevin over for en stejlere indlæringskurve, men han udviklede sig hurtigt og sikkert hele dagen.

- Det er aldrig nemt at lære en ny bane eller vanskelighederne i en ny bil på kun få timer, men han gjorde et godt stykke arbejde, siger McLaren-chefen.

De nye tekniske ændringer i Formel 1-bilerne har gjort sæsonens første løb ekstra uforudsigeligt. Men Eric Boullier mener, at han lærte noget om styrkeforholdet i forhold til de testkørsler, der har været op til løbet i Melbourne.

- Flere hold ser hurtigere og mere konkurrencedygtige ud, end de gjorde i vinterens test, og de hurtigste ser meget skarpe ud, siger McLaren-direktøren.

Lewis Hamilton fra Mercedes kørte dagens hurtigste omgangstid, selvom hans bil brød sammen under den første træning.

Magnussens makker Jenson Button er en veteran i de hurtige køretøjer, og han har vundet 15 Formel 1-løb i sin karriere - heriblandt tre gange i Melbourne.

Og danskeren skal lære så meget, han kan fra sin britiske holdkammerat og forsøge at ligge i nærheden af Buttons omgangstider, lyder det.

- Han skal gøre det så godt, han kan og være så tæt på sin holdkammerat som muligt, siger Eric Boullier.

Magnussen og Button skal lørdag træne en sidste gang, inden de skal kæmpe om startpladsen - den såkaldte pole position - i kvalifikationen./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.