EMNER

Cheferne skåret væk på rådhuset

Borgerne vil opleve hurtigere sagsbehandling på Løgstør Rådhus

LØGSTØR:- Halvdelen af cheferne er skåret væk på rådhuset, og samtidig kommer borgerne til at opleve hurtigere sagsbehandling. Det er nogle af konsekvenserne af en ny organisation på rådhuset i Løgstør. Kommunaldirektør Jan Lund-Andersen er ikke i tvivl om, at den nye rådhus-struktur betyder, at borgerne kommer til at føle, at de står overfor kommunale medarbejdere, der selv kan tage beslutninger. - Et af målene har været at give de enkelte medarbejdere mere ansvar. Det betyder, at borgere, der henvender sig på rådhuset meget gerne skulle stå overfor en medarbejder, der i mange tilfælde selv kan træffe en hurtig afgørelse istedet for at skulle spørge en chef, siger han. Kommunen har revet forvaltningsmurerne ned og skåret antallet af chefer ned fra 20 til 11. Over de 11 chefer står kommunaldirektør Jan Lund-Andersen og vicekommunaldirektør Dorthe Jende. Tidligere var der et ekstra chef-lag, som nu er væk. Jan Lund- Andersen siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at det har været vigtigt at tilbyde alle ansatte en stilling i den nye struktur. Det vil sige, at man har undgået fyringer. Men det har været umuligt at gennemføre ændringerne, uden at enkelte ansatte er blevet skuffede. Ændringerne i organisationen har været længe undervejs. Vicekommunaldirektør Dorthe Jende har været ansat i et stykke tid, så hun sammen med kommunaldirektør Jan Lund-Andersen har kunnet været med til at forme planerne. Løgstør Kommune har ikke tidligere haft en vicekommunaldirektør. De fleste chefstillinger i den nye organisation er besat. Men endnu mangler der at komme navn på tre af de 11 stillinger. Stillingerne opslåes i første omgang internt, men lykkedes det ikke at få dem besat, så bliver de opslået eksternt. Jens Erik Bangsgård er blevet leder for skoler og dagtilbud, Ole Majgaard Petersen for borgerservice, Lene Schmidt for voksenområdet, Karen Lausted for ældreområdet, Jørgen Hansen for driften af det tekniske område og Thorkil Overgaard Tange for myndighedsområdet på det tekniske område. De tre stillinger som i første omgang er opslået internt, er finans, intern service samt kultur og fritid.