Cheferne stresser bevidst de ansatte

Erhvervsledere bruger “brændende platforme” og ”positiv stress”som strategi for at tjene mere

For at få et bed­re re­sul­tat sør­ger nog­le virk­som­he­der for, at de­res an­sat­te er un­der kon­stant pres. ”Po­si­tiv stress” der skul­le få med­ar­bej­der­ne til at yde mere, men det er usik­kert, om den stra­te­gi hol­der. Foto: Workbook Stock/Pol­fo­to

For at få et bed­re re­sul­tat sør­ger nog­le virk­som­he­der for, at de­res an­sat­te er un­der kon­stant pres. ”Po­si­tiv stress” der skul­le få med­ar­bej­der­ne til at yde mere, men det er usik­kert, om den stra­te­gi hol­der. Foto: Workbook Stock/Pol­fo­to

Påstanden i indledningen stammer fra psykolog og erhvervsrådgiver Carl Collatz-Hansen, som gennem mange år har været foredragsholder, behandler samt rådgiver og coach inden for stress og i den egenskab også har mødt mange ledere fra danske virksomheder. Det er også på den baggrund, han for nylig indså, at den omsiggribende stressepidemi herhjemme havde flere forklaringer end bare at lægge det over på individets evne eller mangel på samme til at håndtere mere og mere fleksible opgaver i takt med, at de får flere og flere opgaver. Det handlede også om en mere grundlæggende tendens i virksomhederne og samfundet til at ville mere for mindre, på kortere tid. - Faktisk var der en simpel og logisk dynamik, som forklarede det fænomen, der nærmest med eksplosionsagtig hast har udviklet sig til et samfundsanliggende og en kæmpeindustri i sig selv, siger Carl Collatz-Hansen, der som psykolog selv er blevet en del af industrien omkring stress og stresshåndtering. Siden sin erkendelse har han været meget optaget af at vende debatten og formidlingen fra kun at fokusere på individet til også at se på organisationen og navnlig det øverste beslutningsniveau. - Ofte kommer presset nemlig fra noget, der kunne kaldes det øverste beslutningsorgan - eksempelvis den årlige generalforsamling - hvor aktionærerne presser på for at få mere udbytte, og hvor bestyrelsen udstikker kursen. Det er ofte her, at besparelseskravene er baseret på ren statisk mulighed uden føling med den aktuelle drift, siger Carl Collatz-Hansen. Og nævner, at har en afdeling sparet 10 procent sidste år, må de kunne spare 11 procent eller måske 13 procent næste år. - På dette hierarkiske lag i organisationerne, om det er de private bestyrelser eller offentlige strukturer med kommunalbestyrelser, rådmænd og direktører, bliver medarbejderen reduceret til noget, som kan indsættes i en ideel økonomisk formel, forklarer han. Brændende platforme I direktionen omsættes kravene til en politik, som ofte indeholder såkaldte “brændende platforme” eller en række rationaliserings- og effektiviseringsprogrammer. Når topledelsen skal motivere mellemledere og almindelige medarbejdere, er formuleringen af de såkaldte brændende platforme blevet et stadig mere brugt middel, forklarer Carl Collatz-Hansen. En af hans kolleger og samarbejdspartnere Morten Juhl Lundhus, selv uddannet leder med erfaring fra produktionsvirksomheder, fortæller, at det eksempelvis er normalt at sige: “I er alle fyret i det gamle firma, men ansat i det nye firma, hvor der gælder nye regler”. Og globaliseringen har virkelig skabt grobund for udbredt brug af denne type “motivation”. På Folkevognsfabrikkerne i Tyskland fik de ansatte for eksempel at vide, at hvis de ikke accepterede en lavere løn samtidig med en højere produktion, ville produktionen blive flyttet til Kina. Presset, som opstår af den slags situationer, argumenteres som værende sundt ud fra en idé om positiv stress. En forestilling, som understøttes i vide kredse - spændende over faggrupper som læger, psykologer, konsulenter, erhvervsrådgivere, militærfolk og ledere inden for både det offentlige som det private. Men forestillingen er i virkeligheden baseret på en snart 100 år gammel myte, der bygger på et forsøg med mus. - Ikke desto mindre er det stadig den dag i dag god latin at holde de ansatte på dupperne. Det er vigtigt, at der altid er noget i “pipeline”, som det hedder. Der efterlades ikke plads til en retorik, som taler for pauser, og når motivationsretorikken “brændende platforme” knyttes sammen med argumentationsformen “positiv stress”, så er der frit lejde for at rationalisere på livet løs - uden at den frigivne tid nogensinde frigives, siger Carl Collatz-Hansen. Lean and mean I øjeblikket er Lean en effektiviseringsbølge i store dele af samfundet, da netop Lean er fundet anvendelig i andre områder end produktionssektoren. Carl Collatz-Hansen støder jævnligt på metoden og indrømmer gerne, at det er gode resultater, der skabes i virksomhederne i disse tider. - Det øger konkurrenceevnen og indtjeningen og sikrer virksomheden langsigtede og bæredygtige resultater. Selv i sygehussektoren har Lean fundet vej, og det spås at kunne medføre besparelser på 20 milliarder over de næste tre-fem år, siger han. Der er altså meget at hente. Men de teorier, vi i Danmark baserer effektivisering på lige nu, har også en bagside: Teorierne er hentet hjem fra Japan, og ifølge Morten Juhl Lundhus er det en kendsgerning, at 36 procent af den japanske befolkning lider af kronisk udmattelse. 59 procent af disse forklarer, at de føler sig drænet for energi. Af mænd på 25-34 år føler 66 procent sig udmattede. Det også er i Japan, man først har navngivet henholdsvis død og selvmord som følge af overarbejde og stress. Flere og flere dør, og karoshi og karojisatsu er nu blevet almene internationale begreber. Også privat ansvar Selvom Carl Collatz-Hansen har arbejdet for at gøre virksomhederne og ledelserne stressansvarlige, så at sige, så frikender han dog ikke den enkelte fuldstændig. Han mener nemlig, at mange ansatte et stykke hen ad vejen har adopteret tankegangen om mere, for mindre, på kortere tid i deres private liv, der således er blevet en selvstændig kilde til stress. - Det begynder allerede med måden, vi arbejder i vores køkken på. Den private forbruger vil nå mere for færre ressourcer på kortere tid, siger han og henviser til statistikker over den procentmæssige andel af udgifter til mad gennem generationerne. - Andelen er faldet fra godt en tredjedel til omkring 10-15 procent af en husstandsindkomst. Fremkomsten af billige kolonialvarer, tilbud med billige buffetrestauranter, viser med al tydelighed, at vi vil mere for mindre på kortere tid, og årsagen til stress i det moderne samfund ligger altså også hos forbrugeren. Hvis man er grov, kan man sige, at stress hos individet kommer af, at personen ikke kan overskue årsag og virkning. Person tror, at vedkommende kan blæse og have mel i munden. Desuden vil personen have alt det, som er muligt. Og umuligt. Kvalitetssansen i det projekt er skruet kraftigt ned, og den psykologiske realisme er ofte fraværende. Tål det utålelige Carl Collatz-Hansen ser også en uheldig udvikling i tilgangen til behandlingen af stress. - Mange vil gerne “håndtere” deres stress. Eller takle det. Umiddelbart er det en mærkelig terminologi, og i mine ører skurrer det på en ubehagelig måde. Når man vil håndtere stressen, indikerer det for mig, at man ikke vil ændre årsagen til stress og stressen, som følger, men gerne vil være i stand til at klare den, måske endda klare endnu mere end før, siger han og mindes en samtale med Ebbe Kløvedal, kort inden forfatteren døde af sin sygdom. - I forbindelse med mit arbejde med tilstedevær, talte jeg med Ebbe Kløvedal, og han udtrykte sin bekymring for, at psykologien mere og mere blev anvendt til at gøre folk mere robuste over for stress, så de kunne løbe stærkt i rottehjulet, uden at tænke over, hvorfor de løb så stærkt og netop løb i det rottehjul, siger Carl Collatz-Hansen, som også kan blive bekymret for sin egen rolle i det spil. - Det sidste, jeg som psykolog ønsker, er at blive ledelsens blåstempling af yderligere stressforøgende tiltag i en virksomhed, forklarer han samtidig med, at han erkender, at det er en evig balancegang. - Folk må lære, at ting tager tid. Og bestyrelsesmedlemmer, politiske og offentlige beslutningstagere samt den øverste direktion skal lære ikke at reducere mennesket til et matematisk nul.