Chelsea blamerer sig mod bundhold i første Tuchel-nederlag

Thomas Tuchel led sit første nederlag som Chelsea-træner. Det blev hele 2-5 hjemme mod West Bromwich

Chelsea førte 1-0, da Thiago Silva fik rødt kort, men tabte siden med 2-5.

Chelsea førte 1-0, da Thiago Silva fik rødt kort, men tabte siden med 2-5.

LONDON:Efter 13 kampe som ubesejret træner i spidsen for Chelsea gik den ikke længere for Thomas Tuchel.

I den 14. kamp måtte Tuchel se sit hold tabe med 2-5 hjemme på Stamford Bridge til bundholdet West Bromwich i Premier League.

Chelsea var ellers på vej mod sejren, men et rødt kort allerede i første halvleg til Thiago Silva var med til at vende kampen helt på hovedet.

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen blev skiftet ind i Chelsea-forsvaret efter udvisningen, og fra nærmeste hold var han vidne til fem West Bromwich-mål.

Christian Pulisic havde netop bragt Chelsea planmæssigt foran med 1-0 i det 27. minut, da Thiago Silva to minutter senere måtte forlade banen efter sit andet gule kort.

Chelsea var tæt på at holde føringen indtil pausen, men to gange i første halvlegs tillægstid slog Matheus Pereira til, og så førte West Bromwich 2-1.

Da Callum Robinson og Mbaye Diagne øgede til 3-1 og 4-1 efter 62 og 67 minutter, lurede overraskelsen for alvor.

Med 20 minutter tilbage reducerede Mason Mount til 2-4, men nærmere kom Chelsea ikke et comeback.

I stedet øgede Callum Robinson til 5-2 i tillægstiden.

Sejren sender West Bromwich op på 21 point, men holdet er stadig næstsidst med syv point op til den rette side af nedrykningsstregen.

Chelsea ligger stadig på fjerdepladsen med 51 point, men holdet kan blive overhalet senere i runden af West Ham og Tottenham.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.