Chelsea fyrer Di Matteo efter CL-nederlag

Chelsea fyrer manager Roberto Di Matteo, efter at de forsvarede Champions League-vindere tabte til Juventus.

Chelsea fyrer Di Matteo efter CL-nederlag

Roberto Di Matteo havde selv antydet, at dagene som manager i Chelsea kunne være talte, hvis den ambitiøse engelske Premier League-klub røg ud af Champions League.

Og allerede dagen efter tirsdag aftens 0-3-nederlaget til Juventus i gruppespillet i Champions League blev øksen svinget over den italienske manager.

- Chelsea har afbrudt samarbejdet med manager Roberto Di Matteo. Holdets seneste præstationer og resultater har ikke været gode nok.

- Ejeren og bestyrelsen følte, at en ændring var nødvendig nu for at få klubben til at fortsætte med at bevæge sig i den rigtige retning, da vi er på vej ind i en vital del af sæsonen, skriver klubben på sin hjemmeside.

De forsvarende Champions League-mestre kan med nederlaget ikke længere selv afgøre, om holdet når frem til 1/8-finalerne i den prestigefyldte turnering.

Juventus skal blot have minimum et uafgjort resultat i italienernes sidste gruppekamp på udebane mod ukrainske Shakhtar Donetsk for at slutte foran Chelsea.

Di Matteo blev forfremmet fra assistenttræner til manager i marts, da klubben fyrede Andre Villas-Boas som manager. Siden hentede han klubbens første Champions League-titel.

Men i denne sæson er resultaterne udeblevet, og i lørdag tabte London-klubben 1-2 på udebane til West Bromwich Albion i Premier League.

Her er Chelsea dog placeret på en tredjeplads og er kun fire point efter førerholdet Manchester City, men samlet set mener klubbens ledelse altså ikke, at det er godt nok.

Chelsea har endnu ikke ansat en ny manager, men klubben oplyser, at den meget snart vil offentliggøre et nyt navn på posten.

Chelseas næste modstander i Champions League er FC Nordsjælland, som skal en tur til Stamford Bridge 5. december.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst