Chelsea i forrygende form

Topholdet i Premier League holdt legestue med gæsterne fra Sunderland, der blev sendt hjem med en sæk på 7-2. Manchester United slog Burnley 3-0.

Franske Nicolas Anelka synes på vej fra Chelsea til en kinesisk klub.
Foto: Scanpix

Franske Nicolas Anelka synes på vej fra Chelsea til en kinesisk klub. Foto: Scanpix

Det engelske mesterhold Manchester United havde en frustrerende lørdag i Premier League hjemme mod Burnley og Brian Jensen i målet. Men mestrene sejrede trods de mange frustrationer alligevel med 3-0. Efter en målløs første halvleg, hvor Brian Jensen spillede solidt i gæsternes mål, blev danskeren passeret to gange inden for fem minutter i anden halvleg. Først af Dimitar Berbatov og dernæst af Wayne Rooney. Så var de tre point sikret for United, der er på andenpladsen i Premier League. Gæsterne var ellers farlige på deres kontraangreb, og inden Uniteds føringsmål burde David Nugent have bragt udeholdet foran, men afslutningen var for dårlig. Det var den ikke for indskiftede Mame Biram Diouf, der i slutfasen scorede sit første mål for United efter vinterskiftet fra norske Molde. 3-0 til United var sådan set overbevisende, men intet i forhold til førerholdet Chelsea, som på hjemmebane ingen problemer havde med at besejre Sunderland med 7-2. Allerede inden pausen var kampen afgjort takket være en 4-0-føring til hjemmeholdet, som sprudlede af spilleglæde. Pasningsspillet, afslutningerne og tempoet, ja, alt var i top for Chelsea, der inden pausen kunne takke Nicolas Anelka, Florent Malouda, Ashley Cole og Frank Lampard for målene. Michael Ballack, Anelka og Lampard scorede de tre sidste mål for Chelsea til henholdsvis 5-0, 6-1 og 7-1. /ritzau/