Chelsea leder efter racistisk fan

Efter den dramatiske 5-4-sejr over Manchester United i Liga Cuppen leder Chelsea efter kontroversiel fan.

Chelsea leder efter racistisk fan

Den engelske fodboldklub Chelsea meddelte torsdag, at den leder efter en fan, som under onsdagens 5-4-hjemmesejr over Manchester United tilsyneladende ytrede sig racistisk over for gæsternes mørkhudede spiller Danny Welbeck.

En række britiske aviser har bragt et billede, hvor en Chelsea-tilhænger ser ud til at lave abe-agtige bevægelser mod Welbeck, der er på det engelske landshold.

- Chelsea kan bekræfte, at vi har åbnet en undersøgelse mod en person blandt tilskuerne fra United-kampen. Chelsea vil gennemgå al billedmateriale og beder alle, der kan udpege personen, om at kontakte os, lyder det i en pressemeddelelse.

Dermed fortsætter Chelsea med at være involveret i racismesager.

Efter weekendens Premier League-kamp - også mod Manchester United - har London-klubben beskyldt dommer Mark Clattenburg for upassende sprogbrug over for Chelseas mørkhudede midtbanespiller John Obi Mikel.

Engelske medier skriver, at Mark Clattenburg har ytret sig racistisk over for spilleren. Det engelske fodboldforbund (FA) har indledt en undersøgelse af den sag.

Desuden er Chelsea-anfører John Terry i gang med at afsone en karantæne på fire kampe, fordi han blev dømt skyldig i racisme over for Queens Park Rangers-spilleren Anton Ferdinand under en kamp sidste år.

Tidligere i år gav Chelsea en livslang karantæne til en af klubbens egne fans, da denne havde ytret sig racistisk over for den tidligere Chelsea-stjerne Didier Drogba.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst