Chelseas Lampard efter nederlag: Sen flytur sad i benene

Chelsea spillede under sit normale niveau mod West Ham, og det kan skyldes midtugekamp, mener Frank Lampard.

Manager Frank Lampard var utilfreds med Chelseas angrebsspil i nederlaget til West Ham.

Manager Frank Lampard var utilfreds med Chelseas angrebsspil i nederlaget til West Ham.

LONDON:Chelsea kæmper som andre engelske topklubber på flere fronter, og ifølge manager Frank Lampard kan det være del af forklaringen på holdets overraskende nederlag i lørdagens hjemmekamp mod West Ham.

Onsdag var Chelsea på en hård opgave ude mod Valencia i Champions League.

Efter 2-2-kampen samt en sen flyafgang til London så Lampard sig nødsaget til at foretage fem udskiftninger, sagde han efter West Hams sejr på 1-0.

- Jeg har stadig tillid til truppen. Jeg synes, vi har vist nogle fantastiske ting i denne sæson. Men vi spillede under det normale niveau i dag.

- Det er tid til at træde lidt i karakter. Vi må se, hvordan vi reagerer mod Aston Villa (på onsdag, red.), sagde Lampard.

Den danske forsvarspiller Andreas Christensen var blandt de fem spillere, som ikke var gengangere fra opgøret i Spanien.

Defensiven er dog ikke Lampards største bekymring. Det er oppe foran, at holdet er faldet en smule af på den.

- Vi gjorde ikke nok på den sidste tredjedel (af banen, red.), og jeg synes, at det har været historien i de seneste tre kampe, siger han.

West Hams sejr var den første på Stamford Bridge siden 2002, og med de tre point rykker holdet op på en 13.-plads. Samtidig mindskes presset på West Hams chilenske manager, Manuel Pellegrini.

Op til kampen havde engelske medier spekuleret i, at han var i fare for at blive den tredje manager for en af Londons Premier League-klubber til at miste jobbet i november, efter at Tottenham afsatte Mauricio Pochettino, og Arsenal fyrede Unai Emery.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.