Lokalpolitik

Chikane mod lokal DF’ers valgkamp

Mindst 18 valgplakater revet ned

Hanne Bøgsted fik sine valgplakater i Sæby flået ned. Privatfoto

Hanne Bøgsted fik sine valgplakater i Sæby flået ned. Privatfoto

SÆBY:Nogen har tilsyneladende set sig sur på Dansk Folkepartis medlem af byrådet i Frederikshavn, Hanne Bøgsted fra Dybvad.

Lokalpolitikeren, gift med folketingsmedlem Bent Bøgsted, hvis plads i byrådet hun som 1. suppleant overtog midt i indeværende valgperiode, måtte søndag se sine valgplakater revet ned fra lygtepælene i Sæby, krøllet sammen og smidt ind i hække, i affaldsspande eller ved Socialdemokraternes kampagneskur på Torvet.

- Vi var ude at hænge plakaterne op, da valgkampen blev givet fri ved midnat mellem fredag og lørdag. Søndag ringede vores datter til os og undrede sig over, at hun var kørt igennem Sæby uden at kunne se nogen af vores valgplakater. Vi kørte herefter selv til Sæby, hvor vi kunne konstatere, at mindst 18 af vores plakater var revet ned. De fleste var Hannes, et par stykker var for vores lokalformand Carsten Sørensen, siger Bent Bøgsted.

Det er tilsyneladende kun i Sæby by, plakaterne er revet ned.

I udkanten af byen, i oplandet samt i Frederikshavn hænger de stadig.

- Lige nu er jeg rasende. Det er i orden at være uenig i vores politik, men det er en barnlig måde at reagere på. Det går ikke ud over min lyst til lokalpolitik, tværtimod. Det gør mig bare trodsig, siger Hanne Bøgsted.

Bent Bøgsted var ude for noget lignende op til folketingsvalget i 2011, og det var i samme områder i Sæby.

Parret vil i samråd med Dansk Folkepartis lokalafdeling overveje, om hærværket skal politianmeldes.

Men der vil ikke blive hængt nye plakater op i Sæby.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.