Chili Turéll har fundet sit fristed

Skuespiller slapper af ved Vestkysten - langt fra storbyens stres og larm

LØKKEN:Skuespilleren Chili Turell har sine rødder i det nordjyske, og har nu købt et sommerhus ved Vestkysten, hvor hun går lange ture ved stranden. Hun er født i Hjørring og boede de første tre år af sit liv i et af "Finnehusene" på Finlandsvej. De blev kaldt Finnehuse, fordi de var bygget af finsk træværk efter krigen, og disse typehuse lå i en lang række på åben mark. Forældrene var bibliotekarer, og da Chili var tre år gammel, flyttede familien til Esbjerg. Som 8-årig blev Viby ved Århus hendes hjem, og som datter af to bibliotekarer voksede hun op omgivet af bøger. - Jeg husker, jeg fik lov at holde fri fra skole i to dage, da jeg læste Dostojevskij som 14-årig. Det fik min egen datter også lov til, da hun i den samme alder læste "Åndernes hus", fortæller Chili Turéll. Ferie ved Vesterhavet - I min barndom holdt vi sommerferie i Løkken eller i Skagen, og i mit voksenliv var det oftest Skiveren, Skagen eller Læsø, vi besøgte. Så jeg kender Vestkysten og er utrolig glad for mit nykøbte sommerhus, der ligger få minutters gang fra havet, siger Chili Turéll, som ikke kan skjule sin begejstring for stedet. Det giver sig udtryk i ivrig gestikulation og en melodisk stemmeføring: - Vesterhavet er uendeligt. Du kan gå langs Vesterhavet i det uendelige, og dit blik rækker uendeligt. Når jeg går der, får jeg en følelse af, at hjertet - den indre verden - udvider sig. Jeg føler universet, og det fylder mig med glæde og lys. Jeg bliver ladet op med god energi, den bedste, og samtidig føler jeg, at jeg bliver renset. Jeg bliver tømt. Den høje energi, der præger livet i storbyen, er attraktiv, når man er ung, men når man kommer op i min alder, er det godt at komme væk fra den stress, den larm, som storbyen byder på. Her ved havet er der mulighed for fordybelse, og der er ro til at skrive. Det vil jeg bruge mit sommerhus til, siger Chili Turéll, der har meget stof på lager, som blot mangler at blive formgivet. Dagbog til datteren Chili Turéll udgav i 1982 bogen: Dagbog til min datter. Den blev genudgivet i 1992 og står nu foran endnu et genoptryk. Hun vil gerne skrive flere bøger, men der er for mange forskellige jobs, der skal passes ved siden af. - Benny Andersen har sagt: "Det handler om at tage et valg. Så flytter vi os. Vi bringer os i en ny situation, der fører ny udvikling med sig". Det forsøger jeg at leve efter. Jeg er blevet bedre til at gå lige til valget og ved mere præcist, hvad jeg vil med mit liv, siger hun og fortsætter: - Jeg har et godt liv i dag. Jeg er ikke taknemmelig for de storme, som livet har givet mig, men de svære odds har givet mig nye øjne at se med, og det er jeg taknemmelig for. Det er ikke livet, der er noget i vejen med. Livet er fantastisk, men når man mister lysten til livet, så opleves dette liv som meget svært, men det er netop det, man lærer af. Det var min lod, min skæbne. Jeg har levet sammen med et meget markant menneske, Dan, der døde for 10 år siden, og har kendt flere andre store karismatikere, som har givet megen inspiration, men de volder også stor smerte. Fra sort til hvidt - Men vi skal kun være her en tid, og det er vidunderligt at få lov til at være her og være en del af det maleri, der indeholder hele farvespektret fra sort til hvidt, siger Chili Turéll. Selvom Chili Turéll har oplevet stor sorg og har haft mange nedture, har hun aldrig brugt medicin til at dulme hverken de psykiske eller de fysiske smerter. På spørgsmålet om, hvor hun finder energien til at komme videre, svarer hun: - Smerten er en naturlig del af livet, og vi mennesker må tage ansvar for eget liv. Det kan vi gøre i form at motion, sund kost og positiv tankegang. Det kan lægen ikke klare. Han kan give medicin, men det anser jeg for en forgiftning. Medicinalindustrien er en af giftslangerne, som har "købt" vore hospitaler og pøser medicin ud til højre og venstre. Det er en ond cirkel. Folk løber til psykolog og til psykiater, som man kører bilen på værksted. Det kan ikke være rigtigt. Smerten skal behandles med accept, for den er et vink om, at der er noget, du skal se på, både fysisk og psykisk. Smerten skal vendes og drejes, og til sidst opløses den, fordi du lærer at forstå den. Medicinen fjerner os fra os selv, og derved får du ikke styrke til at tage hånd om egen situation. - Naturen er vores største læremester. I den får vi alt at vide. Vi ser, hvordan blomsterne spirer og gror, visner og dø. Vi ser dyr jage hinanden og æde hinanden, vi ser uhyggelige grotter med flagermus. Sådanne sorte grotter er også i menneskets sind, og dem skal vi lære at rumme i stedet for at lukke øjnene for dem.