EMNER

Chok blandt kollegaerne

Sagen mod Flemming Oppfeldt var en bombe på Christiansborg

KØBENHAVN:Rystet, trist og chokeret. Det var de mest brugte ord på Christiansborg i går, hvor sagen om Flemming Oppfeldt (V) var på alles læber. Venstres gruppe blev orienteret på et timelangt gruppemøde, men partifællerne var yderst fåmælte, da de hastede væk efter mødet. - Jeg kender ham som en dygtig mand med et stort socialt engagement, så det er klart, at jeg er rystet, men nu må sagen gå sin gang, så jeg har ikke yderligere kommentarer, sagde politisk ordfører, Jens Rohde. Socialdemokraternes Politiske ordfører, Frank Jensen, hæftede sig ved, at sagen er blevet håndteret helt efter bogen. - Det er en meget tragisk sag, hvor jeg synes, Folketingets ledelse har handlet fuldstændig korrekt ved at give politiet adgang til at gennemse hans gemmer her på Christiansborg, siger han. Det var en ren ekspeditionssag, da Folketinget kort efter samling ophævede Flemming Oppfeldts immunitet, og der var bred enighed om, at nu må politiet klare sagen. - Retten skal tale, og indtil den har gjort det, er han ikke skyldig. Men det er klart, at det er chokerende, fordi man må formode at politiet har en vis mistanke. Jeg synes, det er meget overraskende, for vi har et godt indtryk af ham i det daglige arbejde, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Politisk ordfører hos de konservative, Pia Christmas-Møller, holdt sig også til, at politiet nu har sagen. - Det er en trist sag, som nu efterforskes og må gå sin gang, siger hun. Løsgængeren Peter Brixtofte arbejdede i en lang årrække tæt sammen med Flemming Oppfeldt i Farum byråd, og selv om han siden har mistet al kontakt til kollegaen, er han dybt chokeret: - Han er en meget intelligent og begavet politiker, som jo har været engageret fra sin pureste ungdom. Det er utrolig... trist. Jeg ved godt, at ingen er dømt endnu og alt det der, men uanset hvad, er sagen jo en stor belastning for alt og alle.