HJØRRING:Flere beboere på Vester Alle oplevede det meget voldsomt, da fem biler natten til onsdag brød i brand i en carport ved ældreboligerne.
- Jeg har brugt formiddagen på at støvsuge, for at få tankerne væk, fortæller Tove Hansen, der bor lige ved siden af carporten.
-Jeg vågnede ved nogle høje knald. Det viste sig at være dækkene, der sprang på de brændende biler.
Der var fare for, at ilden ville brede sig til taget på Tove Hansens rækkehus.
- Det var tæt på, men heldigvis fik de ilden under kontrol, konstaterer hun.
Røg i soveværelset
På den anden side af parkeringspladsen bor Ruth og Knud Jensen.
De blev vækket af høje råb og en grim lugt i soveværelset.
- Vi havde vinduet åbent og kunne lugte røgen. Så så vi den eksplosionsagtige brand, og gnisterne, der fløj hen over hustagene, beretter parret, som nu må vinke farvel til deres Fiat Punto, der udbrændte i carporten.
Rigmor Hansen må også afskrive sin Fiat Punto, der ligeledes holdt i carporten.
Brandårsag ukendt
- Det er skrækkeligt at sådan noget kan ske, men de mener jo ikke, at den er påsat, siger Rigmor Hansen.
Nei, der er ikke noget der umiddelbart får politiet til at snakke om en påsat brand.
- Branden er opstået cirka midt i garagen - måske i en af bilerne. Det er brændt meget voldsomt fra starten, og derfor kan vi ikke sige med sikkerhed, hvordan branden er opstået, siger politikommissær Peter Skovbak.
Biler kan antænde sig selv, og alle fem biler i carporten havde været på farten dagen før branden.
En kvinde blev kørt på sygehuset til observation for røgforgiftning efter branden, der opstod ved tre-tiden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.