Udviklingshæmmede

Chokeret over spareforslag

Socialpædagogerne opfordrer politikerne til at trække forslag om bl. a. at lukke Gundersted Købmandsgård og rutebilkiosken i Aalestrup

Blandt spareforslagene er at lukke Gundersted Købmandsgård, der drives af 15 udviklingshæmmede. Arkivfoto

Blandt spareforslagene er at lukke Gundersted Købmandsgård, der drives af 15 udviklingshæmmede. Arkivfoto

VESTHIMMERLAND:Medlemmerne af Vesthimmerlands Kommunes byråd tog i går hul på et to-dages budgetseminar, hvor der arbejdes hen mod et budgetforlig - og mod at styre uden om de mest barske spareforslag. Men samtidig vokser bekymringen over, hvad lokalpolitikerne måtte finde frem til af besparelser. Senest har socialpædagogerne meldt ud, at udviklingshæmmede og andre handicappede i Vesthimmerland er på vej til at blive ramt af "helt vanvittige besparelser i næste års budget". De beder derfor politikerne om at trække spareforslagene tilbage. Ifølge budgetforslaget kommer alle handicappede og udviklingshæmmede i Vesthimmerland Kommune til at mærke sparekniven. Der skal skæres fem procent på samtlige handicaptilbud i kommunen. - Det er uden sidestykke de værste besparelser, de handicappede i Vesthimmerland nogensinde har været ude for, siger Kenneth Bach Christensen, der er fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Vesthimmerlands Kommune. Luknings-forslag Han er chokeret over, at spareforslagene bl. a. går på at lukke flere dagtilbud og beskyttede værksteder for de handicappede i Vesthimmerland. Det gælder blandt andet den nyrenoverede Gundersted Købmandsgård, der drives af 15 udviklingshæmmede. - Købmandsgården er ikke kun en vigtig del af de udviklingshæmmedes liv. Det er også Gundersteds eneste dagligvarebutik, som politikerne nu vil lukke, siger Kenneth Bach Christensen. Også Aalestrup Rutebilkiosk skal nedlægges ifølge budgetforslaget. - Kiosken er et særdeles velfungerende dagtilbud for 10 udviklingshæmmede og hjerneskadede, der sælger kioskvarer, busbilletter og frokostretter. Det er i dag et populært samlingssted for byens borgere - fra skolebørn til pensionister, konstaterer den lokale tillidsrepræsentant for socialpædagogerne. Beskyttet værksted i fare - Det er desuden planen at lukke det beskyttede værksted i Aars, hvor 24 handicappede hver dag kommer og laver meningsfyldt arbejde i samarbejde med lokale virksomheder. Det er kun fem måneder siden, at det beskyttede værksted blev indviet, tilføjer Kenneth Bach Christensen. Endvidere har politikerne også planer om at lukke Kulturbutikken i Løgstør, Gårdprojektet Vildsted Sø samt de socialpsykiatriske væresteder i Aars, Løgstør og Farsø. - Det er fuldstændigt grotesk at lukke disse steder. Det er alle sammen virkelig gode og veldrevne projekter, der betyder alt for de udviklingshæmmedes livskvalitet, siger Kenneth Bach Christensen. Han mener i øvrigt, at det er tvivlsomt, om der overhovedet er penge at spare, da de udviklingshæmmede ifølge loven skal have andre tilbud, hvis stederne lukkes.