Vendsyssel FF

Chokeret Vendsyssel-spiller smiler fra hospitalssengen

Wessam Abou Ali satser på at komme tilbage endnu stærkere, efter at han lørdag faldt om på fodboldbanen.

Wessam Abou Ali blev kørt med ambulance fra sin comeback-kamp for Vendsyssel. Han har det godt, skriver han nu på Instagram. Foto: Bente Poder

Wessam Abou Ali blev kørt med ambulance fra sin comeback-kamp for Vendsyssel. Han har det godt, skriver han nu på Instagram. Foto: Bente Poder

HJØRRING:Vendsyssel-spilleren Wessam Abou Ali faldt lørdag om på banen i en kamp mod Lyngby i 1. division.

Kampen blev straks afblæst, mens den 22-årige angriber med ambulance blev kørt til hospitalet.

Uheldet gav mindelser om Christian Eriksens hjertestop under EM, men så galt gik det dog ikke, da det viste sig, at Wessam Abou Ali havde fået et krampeanfald.

Lørdag aften takker nordjyden fra hospitalssengen i et opslag på Instagram for den støtte, han har modtaget.

- Tak til alle jer som har taget sig tid til at ringe, skrive og så videre. Tak for alle de tanker, bønner, og varme, I har sendt. Det har været helt fantastisk at vågne til så meget støtte, support og kærlighed, skriver han.

Wessam Abou Ali takker også de spillere, ambulancefolk, læger og alle andre, der trådte til, da han faldt om inde på banen.

- Det hele er bare et stort chok og meget surrealistisk lige nu.

- Trods alt dette er jeg okay efter omstændighederne. Jeg er i bedring, og i gode hænder.

- Nu venter der et langt sejt træk i kampen om at komme tilbage på 100 procent. Jeg glæder mig til at komme tilbage endnu stærkere, forhåbentligt uden alt for lang ventetid, skriver han.

Wessam Abou Ali, der har spillet på flere danske ungdomslandshold, kom i sommer til Vendsyssel fra Silkeborg, hvor det ikke blev til meget spilletid. Inden da har han spillet i AaB.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.