Næringsmiddelindustri

Chr. Hansen åbner nyt kontor i Bombay i Indien (Opdat.)

Torsdag åbnede fødevareingredienskoncernen Chr. Hansen sit nye kontor i Mumbai (Bombay) i Indien, hvorfra der i første omgang skal sælges vegetabilsk osteløbe og bakteriekulturer til ost og yoghurt til det indiske marked. Senere i år vil også naturlige farver, udvundet af for eksempel frugter og bær, og smagsløsninger til blandt andet supper og sovse blive sat på menuen. - Indien har verdens største produktion af mælk og mejeri-produkter. De fleste indere er vegetarer og laver i dag simpel ost og yoghurt derhjemme. I takt med Indiens imponerende økonomiske fremgang vil også hele mejeri-industrien udvikle sig, og det kan Chr. Hansen bidrage til. Den største udfordring i de kommende år bliver at hæve kvaliteten, og netop der har vi meget at tilbyde, siger Erik Sørensen, administrerende direktør hos Chr. Hansen. De foreløbigt seks ansatte på det nye kontor i Mumbai skal primært tage sig af salg, markedsføring og teknisk rådgivning, mens størstedelen af det direkte salgsarbejde klares af et landsdækkende net af distributører. Koncernen er i forvejen tilstede i Indien som partner i krydderifabrikken Akay Flavour and Aromatics, som ligger i Cochin i det sydvestlige Indien. Her udvider man i øjeblikket med nye faciliteter til produktion af karry- og chili-blandinger. Med åbningen af det nye kontor har koncernen nu kontorer i 30 lande verden over. (RB-Børsen: Tlf: 33411148 Fax: 33937450 E-mail: redaktion@rb-borsen.dk)