Chresten: Jeg har ikke fattet det endnu

Det er voldsomt for vestjyden Chresten, at han kan kalde sig X Factor-vinder. Han har svært ved at forstå det.

Chresten: Jeg har ikke fattet det endnu

Der var ingen jubeldans og glædesråb på scenen, da den 25-årige Chresten Falck Damborg fredag aften blev kåret til X Factor-vinder 2013 i Jyske Bank Boxen i Herning.

Og heller ikke da han kort tid efter dukkede op i pressecentret for at give interviews, var der mange følelser at spore hos vestjyden.

Men han er glad, forsikrer han.

- Jeg har vist bare ikke helt fattet det endnu, siger han.

- Men jeg er taknemmelig, og det er en kæmpe ære, siger sangeren, der med titlen som vinder også bliver indehaver af en pladekontrakt.

- Jeg glæder mig, til jeg skal lave den plade. Det bliver rigtig spændende, siger vestjyden, der har tænkt sig at fejre sejren med "et par øller".

Hvad det bliver for en plade, han skal udgive, ved han endnu ikke. Men han håber, at han kan få lov at lave den i fred og ro.

- Jeg vil gerne gøre det på min måde og tage den tid, det tager, siger han.

Ida Corr, der gennem programmet har været mentor for vestjyden, er ikke bange for, at han ender i glemslen ligesom mange af de tidligere vindere.

- Det håber jeg virkelig ikke, at han gør. Men man skal også huske, at musik er musik, uanset om det er Rødovre Centrum eller Royal Albert Hall, man spiller i.

- Han har en stærk personlighed, og han er god til at leve i nuet, så han måler ikke sin succes i fremtiden, siger Ida Corr om sin vinder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.