Chris Anker: Tonser-rute ligger til Bak

Prologen over 6,4 kilometer ligger lige til Lars Bak, mener Chris Anker Sørensen, som bare skulle undgå styrt.

Chris Anker: Tonser-rute ligger til Bak

Den danske bjergrytter Chris Anker Sørensen slap gennem Tour de France-prologen uden problemer, og uden en prangende flot tid, helt som han havde ønsket sig.

Han mener, at prologen må ligge godt til sin tidligere holdkammerat Lars Bak, som nu kører for Lotto-Belisol.

- Det er en rigtig tonser-rute, og den ligger godt til Lars Bak, som sikkert sidder klar derovre ved Lotto-bussen nu. Det er en rute, hvor man kan køre en ordentlig sveske, siger Chris Anker Sørensen.

- Enkeltstarter er jo ikke lige min disciplin, så jeg tog ingen risici, og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at jeg skal slå til i bjergene.

- Jeg havde bare glædet mig til at komme i gang, siger Chris Anker Sørensen.

Den største favorit på de 6,4 kilometer i Liege må være schweizeren Fabian Cancellara, vurderer Sørensen:

- Den er skræddersyet til Fabian Cancellara. Han har vundet her før, og han er favorit til at gøre det igen. Jeg vil mene, at Peter Sagan er outsider, siger Chris Anker Sørensen.

Fabian Cancellara vandt i 2004 med to sekunder ned til Lance Armstrong.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.