Christian Eriksen føler sig presset før EM

Et af de største danske EM-håb føler sig truet til sin ellers så sikre plads i startopstillingen.

Christian Eriksen føler sig presset før EM

Det ville være noget af en bombe, hvis Christian Eriksen bliver droppet til startopstillingen til den danske EM-åbning mod Holland på lørdag.

Men faktum er, at landstræner Morten Olsen har været ret kritisk over for Ajax-stjernen efter mindre gode kampe på det seneste mod Brasilien og Australien, og offensivspilleren mærker presset.

Især Thomas Kahlenberg, som har vist gode takter på det seneste, bejler til Christian Eriksens plads.

- Jeg tror, at jeg hele tiden har været truet. Jeg tror, at der har været konkurrence på min plads hele tiden, og det er også meget fint. Sådan er det på klubholdet, så det kender jeg allerede.

- Jeg synes ikke, der er et for stort pres på mig. Hvis man gør det godt, så kommer presset, konstaterer Christian Eriksen blot.

Han var for to år siden med til VM i Sydafrika for at lære, mens han op til den kommende EM-slutrunde er et af Danmarks største profiler.

Men han kan ikke klare det hele selv, minder Christian Eriksen om.

- Vi er kommet herned som et hold, og for at jeg skal fungere, så skal hele holdet også fungere, siger han.

Sammen med holdkammeraterne ankom Christian Eriksen mandag til danskernes basecamp i polske Kolobrzeg. Danmarks tre gruppekampe spilles i Ukraine. Den første mod Holland spilles i Kharkiv.

/ritzau/