Christian Eriksen vil vaske Armenien-plet af

Sejren over Malta er ikke nok for Christian Eriksen. Han kræver også en sejr ude over Armenien på tirsdag.

6. september 2013 23:12 - Opdateret 6. september 2013 23:15

Christian Eriksen vil vaske Armenien-plet af

Christian Eriksen var arkitekten bag det 2-1-mål, der blev afgørende i fredagens sejr ude over Malta. Men hænderne er nu ikke løftet helt vildt op over hovedet af den grund.

- Det var et flot mål. Kampen var ikke verdens bedste kamp. Men vi fik det, vi ville, siger Christian Eriksen.

Tottenham-spilleren er glad for at høre, at Armenien vandt 2-1 ude over Tjekkiet, så der nu er fire hold, der kan nå andenpladsen, som giver adgang til playoff-kampe om at komme til VM i Brasilien.

- Det lyder rigtig godt. Så har vi en del i egne hænder. Det, tror jeg kun, er til vores fordel. Det vigtigste var, at vi fik de tre point, og så må vi arbejde på at spille bedre.

- Vi har revanche til gode mod Armenien. Jeg tror da, at vi mentalt er opsatte på at få vasket den 0-4-plet af, vi fik i Parken, siger Eriksen.

VM-gruppens førerhold Italien vandt 1-0 hjemme over Bulgarien, og det var også godt set med danske VM-briller.

- Der er et godt stykke vej endnu. Men vi er på rette vej. Og de andre resultater flaskede sig godt, så det passede fint, konstaterer Eriksen.

Mod Armenien skal tempoet skrues en tak op, for mod malteserne manglede der både bevægelse og kreativitet.

- Vi røg ned i deres tempo. De ville gerne have, at kampen blev lagt stille, så de kunne slå deres kontra. Det røg vi ned på, og det skulle vi ikke have gjort, mener Eriksen.

Danmarks kamp på udebane mod Armenien spilles tirsdag aften.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...