EMNER

Christianitter tilfredse med resultat

Fristadens forhandlere modtaget med en vis tilfredshed, da det foreløbige resultat af forhandlingerne med regeringen blev fremlagt

KØBENHAVN:Christianias forhandlere blev modtaget med en vis tilfredshed, da de sent mandag fremlagde Finansministeriets og Slots- og Ejendomsstyrelsens oplæg til Christianias fremtid. - Der var tilfredshed med, at vi er nået langt. På en skala fra et til 10 fik vi et otte- eller ni- tal. Men vi mener, at der er tale om et oplæg, der fortsat kan forhandles, siger advokat Knud Foldschack, der har forhandlet med myndighederne på Christianias vegne. Knud Foldschack tolker fællesmødets accept som en mulighed for at gå videre med de punkter, som christianitterne fortsat ikke kan acceptere. - De gav os mandat til at arbejde videre med at løse de sidste problemstillinger, som er tilbage af alvorlig karakter. Det er spørgsmålet om en række truede huse på voldanlægget og nybyggeriet på Christiania, sagde Knud Foldschack. Finansminister Thor Pedersen (V) drøftede mandag forslaget med partierne bag christianialoven. Han har bedt partierne vurdere oplægget og vende tilbage med deres synspunkter snarest muligt. Socialdemokraternes nye Christiania-ordfører, Christine Antorini, sagde sent mandag til Ritzau, at hun er skeptisk over dele af det såkaldte beslutningsgrundlag fra Slots- og Ejendomsstyrelsen. - Regeringens model er ikke en ren fondsmodel. Det er lidt en mellemting, som vi synes lægger op til en række spørgsmål. Dem ønsker vi at få svar på, sagde Christine Antorini. I lighed med Christianias forhandlere ønsker hun flere oplysninger om de planlagte 20.000 nye etagekvadratmetre, som ifølge planen skal sættes til salg på markedsvilkår. - Det er et af de elementer, vi er skeptiske omkring, siger Christine Antorini (S). Hos Dansk Folkeparti er der mere tilfredshed at spore. - Vi har sagt til regeringen, at der er gjort et udmærket stykke arbejde. Vi lægger vægt på, at man inden årets udgang har klarhed over, hvad der skal ske. Det indebærer en registrering af beboerne derude. Inden 1. juli skal man vide, hvem der mener at have et ejerskab til boligerne på Christiania, siger Peter Skaarup (DF) til Ritzau. /ritzau/