EMNER

Christians borg

Folketinges formand bor kun en løngang fra sin arbejdsplads

10
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Loftshøjden på fem en halv meter lader ingen glemme, at boligen ligger på et slot.

- Det er nemt og bekvemt, siger Christian Mejdahl om sin lejlighed på Christiansborg i den såkaldte løngangsbygning – eller Zahlkammerbygning – fra det første Christiansborg. Her har han boet siden 18. marts 2003 eller så længe, han har været formand for landets lovgivende forsamling. - Før boede jeg 15 år i Kastrup og skulle med bus 30 minutter hver vej og passe bustiderne ligesom alle andre mennesker, lyder det fra formanden, hvis hverdag er blevet betydelig lettere med den nye bolig. - Det er absolut en behagelighed, at jeg kan gå herover, når jeg er færdig i Folketinget. Lejligheden er på 148 kvm og allerede inden for i entreen er der lagt op til noget herskabeligt med en fransk dør som adgang til stuen. Den første dør fører dog ind til soveværelset, hvor to færøske malerier, Huse i Dalen og By med kirke - begge af K. Ahill - pryder væggen over dobbeltsengen og minder Christian Mejdahl om hans fem første leveår netop på Færøerne. Og hvor han kom til at holde så meget af kulturen, at han med egne ord stadig har et varmt forhold til øerne. Klassikere Herskabelig er også loftshøjden og de høje paneler i den cirka 50 kvm store stue. Fem en halv meter fra bøgeparket til hvidmalet stukloft kan nok få en til at føle sig lille. Især ved synet af de fire meter høje vinduer i rigeligt antal, der med dagslysets hjælp giver ekstra varme til de flotte dybrøde vægge og udsigt til Christiansborg Slotsplads og Slotholmen udenom. I stuen springer også gamle klassikere som PH-lamper og smukt slidte Børge Mogensen-sofaer i øjnene. De er ligesom lejligheden overtaget fra forgængeren Ivar Hansen. - Hvis jeg ville, kunne jeg godt få dem skiftet ud, men det ser jeg ingen grund til. Det er jo både pæne og dejlige møbler, selvom man kan se, de er brugt, konstaterer Christian Mejdahl. - Jeg bruger jo kun lejligheden til at sove i, føjer han med et smil til. - Og en gang imellem til repræsentative formål. Ellers er jeg her jo kun, når jeg er færdig på borgen. Den officielle brug af lejligheden er blandt andet, når Folketingets fire tingsekretærer – der er en slags suppleanter for præsidiet – en gang om året inviteres på middag, eller når officielle gæster drikker kaffe i lejligheden. - Desuden inviterer jeg hvert år efter julekoncerten i Holmens Kirke Venstres folketingsgruppe herover til julemiddag og aftaler med Snapstinget om at sørge for det kulinariske. Men så er her også fyldt, beretter Christian Mejdahl. I det ca. 20 kvm store, lyse køkken med udsigt til Christiansborgs hovedtrappe er der ellers masser af plads til gastronomiske udfoldelser. Her sørger formanden selv for sin morgenmad og indimellem lidt frokost. - Ellers køber jeg min mad i Snapstinget, smiler han med henvisning til Folketingets restaurant. Køkkenet er ligesom badeværelset restaureret midt i firserne og vedligeholdelsesmalet ved formandsskifte. Sidste gang dog i 1998, fordi Christian Mejdahl ikke fandt det nødvendigt ved sin overtagelse for tre år siden. Halvt år ude Christian Mejdahl drager fra hjemmet i Oudrup ved Løgstør tirsdag morgen og vender tilbage fredag aften ved 19-20 tiden. Stadig tiere må han dog afsted om mandagen, selvom den dag ellers er forbeholdt kredsarbejdet derhjemme. - Og hvis jeg ikke passer på, bliver det også til mange weekender væk fra hjemmet, siger han med tanke på hustruen Evas bemærkning fornylig. - Hun nævnte, at jeg mange weekender sidste år ikke var hjemme. For sjov skyld talte jeg op, og hun har ret. Det blev til 28 weekender, der helt eller delvist er brugt i embeds medfør, siger han helt uden beklagelse i stemmen. - For det hører jo med til jobbet, konstaterer politikeren, der siden 1987 har siddet i Folketinget og for tiden overnatter i København cirka halvdelen af året. Altid med fuld opbakning hjemmefra. - Jeg ser aldrig sure miner, når jeg kommer hjem. Heller ikke når jeg kommer for sent hjem, og det hænder også, siger han så velfornøjet, at det måske er en antydning af, at det snarere er reglen end undtagelsen. - Desuden har vi den skik, at vi snakker sammen hver morgen. Når jeg kommer over på kontoret mellem halv otte og otte, ringer jeg og spørger, hvordan hun har sovet, afslører ægtemanden, der har været gift i 39 år. Men også når han ad trapper og snørklede gange - som ministergangen, der forbinder Christiansborg og Finansministeriet - hen på aftenen og allertidligst efter klokken 22 vender tilbage til lejligheden, taler han med sin ægtefælle. - Det sidste jeg gør, inden jeg går i seng, er at ringe hjem. Det har vi gjort i alle årene for ganske kort at få fortalt de ting, vi sådan har oplevet i løbet af dagen. For når vi kommer til weekenden, er der andre ting, der trænger sig på. Tilværelsen består jo også af de små ting. Vaner I lejligheden kan Christian Mejdahl høre larmen fra gaden, fordi endevæggen vender ud til en port med masser af trafik. - Men det vænner man sig til. Nu har de lavet bump, og det hjælper. Før gav det ligesom et sug, når der kørte biler gennem porten. Vænnet sig til at bo på et slot med fem en halv meter til loftet har formanden også. - Selvom det ikke er at sammenligne med den bette hybel, jeg har derhjemme, bemærker han om parcelhuset på Løgstørkanten, hvor han lader op til den kommende uges opgaver. - Her er konen nummer et, siger han, mens øjnene atter glimter. - Og så selvfølgelig børn og børnebørn. Her slapper han efter eget udsagn så meget af med at hjælpe til på den gård, som sønnen har overtaget, at han slet ikke tænker på politik eller officielle opgaver. - Så er det dyrene, søn, svigerdatter og børnebørnene, den tid jeg er der.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk