Danmark

Christoffer Faarup dansk mester i Super G

18-årig hobroenser satte sit store talent i relief ved at slå rutinerede Johnny Albertsen på Kvitfjell.

Det var Christoffer Faarups første danske mesterskab, så han var derfor jublende lykkelig over triumfen. - Jeg tænkte ikke så meget over, om jeg kunne vinde konkurrencen. Jeg prøvede bare at køre så stærkt som muligt, siger nordjyden til skiportal.dk. Christoffer Faarup bor nu på Halfjell med sin familie og hans seneste 12 måneder har været en lang optur med debut ved Junior VM, Senior VM og World Cup. Og nu dansk mester i Super G. Dermed har han overhalet Johnny Albertsen, som i mange år har været suveræn herhjemme. - Selvom jeg ikke er i god form, så går jeg altid efter at vinde, fortæller Johnny Albertsen. Men min balance er ikke i top, så jeg kunne ikke tage de nødvendige chancer i dag. Og det rakte ikke mod Christoffer, der er blevet rigtig god på ski i denne sæson., siger Johnny Albertsen, som har haft en skadesfyldt sæson.