EMNER

Ciao Danmark

OL - De olympiske vinterlege nærmer sig sin afslutning, og det er tid til at gøre status. Ikke kun for den danske indsats, men for legene som helhed og for hele den olympiske ide.

Lad os starte med den danske indsats. I snart mange dage har vi på TV 2 kunnet følge curlingpigernes vej mod semifinalerne. De oplagte og optimistiske kommentatorer har hele tiden været positive og har formået at vende en række nederlag til nærmest at være en fordel for de danske pigers vej mod semifinalerne. Men efter det 7. nederlag i 9 kampe kunne end ikke utopien eller den yderste sandsynlighed længere skjule det faktum, at de danske piger er færdige. Derouten blev hurtigt analyseret, og fra de danske officials forlød det, at principperne for holdudtagelsen havde været forkerte. Og så skulle de danske spillere have haft problemer med isen i Torino, der var dårligere end i de danske ishaller. Begge argumenter er håbløse i sin substans. For det første har man selv defineret udvælgelseskriterierne. For det andet har de danske spillere altså haft bedre is og hermed bedre træningsforhold at forberede sig under end konkurrenterne. Hvordan kan det udlægges som en ulempe? Derfor kan det meget kort konstateres, at de danske curlingkvinder ikke har levet op til forventningerne. Der har været megen debat om de danske udtagelseskriterier. Skulle langrendsløberne eller vores alpine bombe Johnny Albertsen have været med? Nej, det skulle de ikke! Hold bare fast i, at der skal være udsigt til en placering i den bedste tredjedel for de danske OL-aktører, hvis de skal med. TV 2 legede i weekenden også med tanken om, at det danske ishocheylandshold kunne have begået sig på niveau med Schweiz. En hypotetisk tanke. Men en interessant tanke, idet man kunne forestille sig, at ishockeylandsholdet ville have været med, hvis Team Danmark og DIF selv kunne have bestemt! Simpelthen fordi ishochey er en af de bedst profilerede vinteridrætter i Danmark. Så mon ikke de danske helte havde været med, hvis de havde klaret udtagelseskriterierne. Også selv om de nøgternt vurderet aldrig var kommet i nærheden af turneringens bedste tredjedel. Således kan man godt forestille sig, at de små idrætsgrene lider lidt under de skrappe danske udtagelseskriterier til de vinterlige lege. Trods de danske curlingpigers problemer har dansk idræt alligevel scoret en pæn triumf i Torino. Det lykkedes nemlig den danske delegation at hente værtskabet for IOC"s kongres i 2009 til København. Og den scoring kan vise sig at være betydelig mere værd end et par ekstra sejre til curlingpigerne. På kongressen skal man vælge IOC"s formand og afgøre, hvilken by der skal være vært for OL i 2016. Både formandsvalg og værtsbyvalg vil være omgærdet af enorm interesse, og derfor vil alle sportskameraer være stillet ind på København under kongressen. Det bliver godt for dansk idræt at agere mediemæssigt midtpunkt for det store IOC-cirkus. Til gengæld var det patetisk at høre den danske delegation tale om, hvor vigtigt det var at adskille sport og politik. Især i disse Muhammed-tegnings-tider. For hvem var det, der stod forrest og talte om at adskille sport og politik? Det gjorde kulturminister Brian Mikkelsen og kulturborgmesteren i København, Martin Geertsen. Altså to politikere. Samtidig benyttede også DIF"s formand Kai Holm, som også er IOC-medlem, lejligheden til at betone vigtigheden af at adskille sport og politik. I hans tale kom det bare til at fremstå som et regulært argument for netop at vælge København som værtsby for kongressen. Og hermed blev OL, Muhammed-tegningerne, kongressen og IOC lige præcis politiseret. Det er der dog intet nyt i, men det klingede lidt hult at høre fra den udsendte danske delegation. Men lad os glædes over, at IOC kommer til Danmark om tre år. Det flytter vel også drømmen om OL i København fra kategorien rent drømmeri til usandsynligt, men teoretisk tænkeligt scenarium. Desuden er det hyklerisk, når dopingkontrollanterne nu begynder at klæde sig ud som fans, fotografer og reportere. Det sker med henvisning til, at de hermed lettere får adgang til sportsstjernerne og test af dem. Men det er uværdigt og urimeligt, at kontrollanterne på denne måde sniger sig ind på stjernerne. Det er jo ikke kontrollanterne, som har noget at skjule. Kampen mod doping miskrediteres af denne luskestrategi, så det bør høre op. For hvad vil der ske, hvis udklædningslegen fortsætter? Jo, sportens stjerner vil lynhurtigt reagere ved at lukke af til såvel fans som presse. Og hermed daler den almene interesse for sporten, og det er der vel ingen inden for idrættens organisationer, som kan være interesserede i? Vi kan altså konstatere, at legene fortsat samler atleter fra alle kontinenter. Der er kolossal interesse for legene, som selvfølgelig fortsat har store politiske implikationer. Den danske indsats på de bonede gulve var bedre end den på isen. Og så risikerer dopingbekæmpelsen at blive en karikatur. Og det er som bekendt farligt i disse tider. Troels Rasmussen er forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev