Arbejdspladser

Cimbria fyrer hver tiende i produktionen

Et vigende marked er årsag til reduktionen.

Et vigende marked er årsagen til, at producenten af bl.a. kornbehandlingsanlæg, Cimbria i Thisted, har fyret 21 medarbejdere i produktionen. Ifølge adm. direktør Karsten Larsen er fyringsrunden blevet nødvendig, da Cimbria ikke skønner, at det vigende salg kun gælder i en kortvarig periode. Det er især det østeuropæiske marked, der giver problemer. 40 pct. af Cimbrias produktion går til Rusland og Ukraine. På grund af den verserende finanskrise har Cimbrias kunder nu meget svært ved at få nye investeringer finansieret. - Vi har nu i en periode kunnet mærke, at vores ordreindgang ikke har været så tilfredsstillende, som vi havde håbet, siger Karsten Larsen. Af samme grund skønnede ledelsen heller ikke, at en arbejdsfordeling, hvor medarbejderne i 13 uger arbejder i hver anden uge og får dagpenge i den resterende tid, ville være en gangbar løsning. - En arbejdsfordeling vil ikke løse nogen problemer, da vi jo desværre ikke kan se, at situationen er kortvarig, siger Karsten Larsen. Helt så sort ser det dog ikke ud for Cimbria, påpeger direktøren. - Vi har igennem de seneste mange år støt udvidet antallet af ansatte i produktionen. Og med afskedigelsen af de 21 medarbejdere er vi nu tilbage på samme niveau som i 2007, siger Karsten Larsen. Læs hele artiklen i Thisted Dagblad lørdag