Cimbria med nyt solidt overskud

Thisted-virksomheden præsterede et resultat i 2016 på niveau med året før

Cimbria-direktør Søren Overgaard står i spidsen for en meget internationaliseret virksomhed.Arkivfoto

Cimbria-direktør Søren Overgaard står i spidsen for en meget internationaliseret virksomhed.Arkivfoto

THISTED:A/S Cimbria, der producerer anlæg til kornbehandling, nåede i regnskabsåret 2016 et overskud efter skat på 172 millioner.

På overfladen svarer det til en vækst i resultatet i forhold til regnskabsåret før på 48 procent, men det indtryk er falsk.

Cimbria har nemlig omlagt sit regnskabsår, så det nu følger kalenderåret. Det betyder, at det netop offentliggjorte årsregnskab dækker 15 måneder (1. oktober 2015 til 31. december 2016) i modsætning til regnskabet for året før, der kun dækkede 12 måneder.

Orienteret mod udenlandske markeder

Korrigerer man for forskellen i længden af regnskabsperiode, så svarer resultatet sidste år næsten til resultatet regnskabsåret før.

Samme billede tegner sig, hvad angår Cimbria-koncernens omsætning. Den voksede sidste år med 367 millioner kroner til 1,7 milliarder kroner, men regnskabsperioden var altså også længere.

Cimbria er i ekstrem grad en virksomhed orienteret mod udenlandske markeder med datterselskaber i Østrig, Tjekkiet, Italien, Norge, Kenya, Malaysia og Det Forenede Kongerige. Ud af koncernens samlede salg på 1,7 milliarder kroner var kun lidt over tre procent rettet mod det danske marked.

Cimbria producerer anlæg til kornbehandling. Her er det et anlæg til korsrensning, som er under produktion.Arkivfoto

Cimbria producerer anlæg til kornbehandling. Her er det et anlæg til korsrensning, som er under produktion.Arkivfoto

Er ejet af en kapitalfond

Cimbria-koncernen, der har godt 900 ansatte på verdensplan, blev i september sidste år købt af den børsnoterede amerikanske producent af redskaber og maskiner til landbruget AGCO Corporation, der ejer Cimbria gennem en række danske holdingselskaber. Sælger var dengang kapitalfonden Silverfleet.

Tidligere var Cimbria ejer af en anden kapitalfond, danske Axcel, der i 2013 for en milliard kroner solgte Cimbria til Silverfleet.

Det fremgår i øvrigt af Cimbrias årsregnskab, at selskabets nuværende amerikanske ejer i år trækker 150 millioner kroner ud af Cimbria i form af aktieudbytte. I det forrige regnskabsår drejede det sig om et udtræk på 100 millioner kroner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.