Cipollini på kurs mod VM

11. september 2002 08:00

ROQUETAS DE MAR: Den italienske supersprinter Mario Cipollini har kurs direkte mod det øverste trin på sejrsskamlen ved VM i Belgien i næste måned. Det beviste italieneren tirsdag, da han for anden dag i træk var første mand over stregen i etapeløbet Vuelta a Espana, som han bruger som forberedelse til det egentlige mål, VM. Den 35-årige italiener vandt fjerde etape efter 149,5 kilometers kørsel i 30 graders varme fra Aquilas til Roquetas de Mar i det sydlige Spanien. En etape, som kort før mål passerede Almeria, som mange danskere kender fra deres ferie på Solkysten. Igen havde Cipollinis holdkammerater hos Acqua e Sapone fuld kontrol over den flade etapeafslutning og fik afleveret Mario Cipollini, så han var urørlig i spurten. For anden dag i træk snuppede hans landsmand Alessandro Petacchi (Fassa Bortolo) andenpladsen i massespurten, mens østrigske Gerrit Glomser (Saeco) fuldendte de italienske cykelholds sprintertriumf. Det italienske cykelforbunds UK-chef, Franco Ballerini, er i Spanien for at vurdere blandt andre Mario Cipollinis kunnen. Han kan næppe være blevet skuffet endnu. Nordjyske Claus Michael Møller tog en stille dag og blev nummer 99 på etapen i samme tid som Mario Cipollini og er samlet nummer 64 - 54 sekunder efter Joseba Beloki (Once), som stadig fører løbet. Onsdag bliver det alvor for de ryttere, som drømmer om samlet succes i det tre uger lange cykelløb, når rytterne efter 161 kilometer fra El Ejido skal køre opad i 37 kilometer og slutte i 2510 meters højde i Sierra Nevada. Ud over den kraftige stigning kommer rytterne til at kæmpe med en temperaturforskel på 29 grader ved starten i El Ejido og kun 13 grader ved målet på toppen i Sierra Nevada./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...