Hvalpsund

Cirka 100 Hvalpsund-borgere besøgte varmeværket

HVALPSUND:Cirka 100 mennesker tog lørdag imod indbydelsen fra Hvalpsund Kraftvarmeværk og deltog i bestyrelsens åbent hus-arrangement. Gæsterne fik ikke alene lejlighed til at snakke med bestyrelsen, men også med den nye driftsleder Tommi Østergaard. Han skrev adskillige navne op på folk, som gerne ville have besøg for at få hjælp til at indstille eller ændre på deres varmeanlæg. Folk benyttede også lejligheden til indbyrdes snak, og nogle kunne give gode råd om, hvor meget de har sparet ved at efterisolere huset. - Der er nogle gode, konkrete eksempler, og det vil vi informere mere om, siger Peder Holm Pedersen, formand for værkets bestyrelse. Mange af forbrugerne kan til sommer se frem til en tilbagebetaling, idet varmeprisen i efteråret blev sat ned i forhold til den pris, a conto-raterne er udregnet efter. Desuden var det en mild vinter. - Prisnedsættelsen holder, og næste år bliver ikke dyrere end i år, lover Peder Holm Pedersen.