Danmark

Cirkus: Galimatias at skulle fjerne cirkusplakater i Varde

Cirkus Arena kalder det vanvittigt, at Varde Kommune kræver plakater fjernet fra byen ved dronningebesøg.

I Cirkus Arena falder det bestemt ikke i god jord, at Varde Kommune vil have Cirkus Arenas plakater fjernet fra lygtepælene, fordi dronning Margrethe senere på ugen gæster byen.

- Det er fjollet og ødelæggende for vores forretning, siger turnéchef i Cirkus Arena Klaus Jochumsen.

Han tror ikke, at kongehuset ville være generet af "et par plakater" i lygtepælene, når dronningens karet kører gennem den vestjyske by.

- Jeg tror, at kongehuset kan lide cirkus, og de har nok ikke noget imod, at der hænger et par plakater. Kravet er det rene galimatias og vanvid.

Ifølge Varde borgmester, Erik Buhl Nielsen (V), handler det dels om sikkerheden og dels om, at byen tager sig ud fra sin bedste side.

- Det er hovedsageligt af hensyn til sikkerheden, at eventuelle løse plakater ikke bliver taget af blæsten og generer gardehusarernes heste, som går foran kareten.

- Og så er det for at vise byen og festen, som den skal være, på den strækning, hvor dronningens karet kører, siger Erik Buhl Nielsen, som påpeger, at det kun drejer sig om en lille del af Cirkus Arenas samlede udsmykning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden