EMNER

Cirkus kom til byen

Stor gøglerkunst og underholdning for børn og barnlige sjæle, da Cirkus Arena slog teltet op på Dyrskuepladsen i Thisted

- Det er giraffer, udbryder en pige på omkring tre år, da hun ser de store grå dyr med snabel gå og græsse i indhegningen mellem cirkusvognene. - Det er da noget sludder, siger hendes mor - og får givet elefanterne deres rette navn. - De er godt nok større end mennesker, lyder det fra en dreng. Mange børnefamilier ankommer til dyrskuepladsen i Thisted i god tid inden den første forestilling søndag, sådan at dyrene kan tages i øjesyn - eller måske prøves. Brødrene Gustav og Johan Hoxer er heldige at få hver en lille ridetur på en pony. Johan på to år bliver så glad, at sutten falder ud af munden. - Jeg ved ikke hvorfor, men det er simpelthen det vildeste, når man er to år at komme op på en hest, siger drengenes mor, Christina Hoxer. Familien har kun været i Thisted siden september. Gustav på fem år har boet det meste af sit liv i Afrika, så elefanterne var ikke det mest spændende for ham ved at skulle i cirkus. - Jeg glæder mig mest til at se søløverne, siger han, inden han går ind i teltet sammen med farmor Susan Hoxer og oldemor Aase From.