EMNER

Cirkus med oversavet baby

SLETTESTRAND:Else Østergard ser ikke synderligt nervøs ud, selv om hun om et øjeblik skal saves over med en stor rusten sav. Hun tager roligt plads i kassen og afventer frygtløst sin skæbne, mens hendes banemand Bjarne Christensen fatter om saven. Heldigvis er det hele bare cirkus. De seks udviklingshæmmede beboere i Bofællesskabet Krabben lægger i disse dage sidste hånd på de numre, de skal optræde med ved cirkusfestivalen 14. august på festpladsen ved Slettestrand. Det var den store succes med en cirkusforestilling sidste år, som for alvor ansporede beboere og personale til at tage initiativ til en egentlig cirkusfestival. Omkring 12 andre bofællesskaber og beskyttede værksteder er inviteret til at deltage med deres numre, og publikum kan se frem til fire forestillinger med i alt et halvt hundrede numre. Artisterne er en broget skare af vægtløftere, indianerhøvdinge, cirkusprinsesser, udbryderkonger, mexicanere, babyer, tryllekunstnere og meget andet, og beboerne i Krabben glæder sig til den store dag. - Det er skægt. Det bliver sjovt, ivrer Bjarne Christensen. Han agerer blandt andet indianerhøvding, som bliver skudt af en cowboy. Else Østergaard, som er klædt ud som baby med sut, kyse og bamse, venter stadig lige fortrøstningsfuldt på at blive skåret over i to. - Nej, de gør det ikke rigtigt. Bare lidt, lyder det fra kassen.