Cirkus Mourinho siger farvel til Real med sejr

José Mourinho fik en sejr, da han lørdag aften havde sin sidste kamp som træner for Real Madrid.

Cirkus Mourinho siger farvel til Real med sejr

Det hører til sjældenhederne, at en fodboldkamp bliver afbrudt efter et minuts spil. Og især da når årsagen er, at en hær af fotografer står tæt sammen for at fotografere det ene holds træner ved sidelinjen.

Men sådan er der heller ikke meget, der er normalt, når det handler om José Mourinho, den portugisiske træner som lørdag aften sagde farvel til Real Madrid.

Det skete med en 4-2-sejr hjemme over Osasuna i en kamp, hvor det sportslige perspektiv var til at overskue.

Real Madrid vidste, at klubben ville slutte på andenpladsen i Primera Division, mens Osasuna for nylig reddede eksistensen i den bedste række.

Man skulle dog kende José Mourinho dårligt, hvis han ikke havde en afskedshilsen i ærmet.

Den kom med endnu en ydmygelse af den mangeårige førstemålmand, Iker Casillas, der har været droppet som førstevalg af Mourinho i de seneste måneder.

Spanieren, der er kåret som verdens bedste målmænd de seneste fem år, var helt ude af truppen mod Osasuna, selvom førstevalget Diego López ikke var med.

I målet stod i stedet det normale fjerdevalg, Jesus Fernandez, mens Antonio Adan var på bænken.

José Mourinho gik ind på Santiago Bernabeu til både hyldest og mishagsytringer.

Vandene er delte om portugiserens tre år i klubben, hvor han skaffede et enkelt spansk mesterskab og en pokaltitel, men ingen Champions League-triumf.

Superstjernen Cristiano Ronaldo blev sparet, men var på banen før kampstart for at modtage hæderen som årets spiller i Real Madrid.

Den vikarierende anfører, Gonzalo Higuain, satte festen i gang, da han blev spillet igennem efter 35 minutter.

Få minutter senere øgede lejesvenden fra Chelsea, Michael Essien, til 2-0 på et hovedstød.

Ghaneseren, der havde José Mourinho som manager i Chelsea, løb efter scoringen ud til portugiseren og takkede ham.

Det skete måske også i forventning om endnu et samarbejde, for José Mourinho er topfavorit til at vende tilbage til Chelsea fra den kommende sæson.

I anden halvleg fik Osasuna udlignet til 2-2 efter scoringer af Roberto Torres og Alvaro Cejudo, men Karim Benzema og José Maria Callejon sørgede for jubel på Santiago Bernabeu med kampens sidste scoringer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst