Cirkus var ikke rent bluff

Skolevæsen 1. marts 2003 07:00

HADSUND: Cirkuskunstnere og eksotiske dyr fra 12 forskellige lande optrådte foran flere hundrede begejstrede tilskuere, da Cirkus Bluff i går besøgte Hadsund Skole. Det var kun cirkusets anden forestilling overhovedet, for kunstnere og dyr var elever fra to af Hadsund Skoles tredje klasser, som de i seneste 14 dage havde sat cirkus på skolekalenderen. - I lærebogen havde vi nogle cirkustekster, og børnene syntes, det kunne være sjovt at lave et cirkus selv, fortæller lærer Hanne Møller Sørensen om baggrunden for forestillingen, som første gang blev opført torsdag aften foran forældre og søskende. Eleverne i 3.b og 3.c brugte dansktimerne i den første uge på at lave udstyret til showet, og i den sidste uge blev der øvet intensivt på numrene, som børnene selv havde fundet på med lidt assistance fra lærerne, der ud over Hanne Møller Sørensen også tæller Charlotte Krogner. - De har været vildt optaget af det, siger Hanne Møller Sørensen. Og Cirkus Bluff var næsten lige som et rigtig cirkus. En sprechstallmeister bød velkommen til publikum, der bestod af de yngste elever på skolen. De klappede og grinede sig igennem den næste time, hvor de blandt andet stiftede bekendtskab med løvetæmmeren Maiken og den farlige løve Simba, linedansere i lyserødt tyl samt Mr. Universe og hans lillebror, der løftede en 1.000 kilo tung stang. Publikum måbede også, da en af tryllekunstnerens assistenter fik drejet hovedet 360 grader rundt, og da en pige blev hel igen, efter at hun var blevet savet over. - Det har været sjovt, fordi vi har arbejdet hårdt med det. Men det har også været svært, fordi vi skulle sidde stille i flere timer, forklarede cirkusprinsessen Agnethe Sørensen fra 3.b efter forestillingen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...