Cirkusgæst om teltkollaps: Evakuering forløb glat

Der var kun kortvarig panik blandt de over 500 gæster i det sammenstyrtede cirkustelt ved Kalundborg.

Cirkusgæst om teltkollaps: Evakuering forløb glat

Steffen van Norde var i Cirkus Arenas telt, da det fredag eftermiddag brasede sammen. Han er lydmand for sangerinden Birthe Kjær, og han var ved at gøre scenen i cirkusteltet parat til, at den musikalske del af showet kunne gå i gang.

- Lige inden det skete, er det som hele dugen af teltet bag mig letter, så går der fem sekunder - så lægger hele teltet ned. Fire til seks store master og flere tons udstyr vælter ned over os, fortæller Steffen van Norde.

Der var omkring 550 mennesker i teltet, af dem kom ni personer lettere til skade. Og lydmanden er ret imponeret over, hvor hurtigt publikum kom ud af teltet, og man fik overblik over situationen.

- Det går ret stærkt med at få tømt teltet for folk. Og det er helt vildt, at der ikke er sket mere. Vi snakker seks store master, der vælter. I fire af dem sidder der folk 10 meter oppe med følgespots til forestillingen, fortæller han.

- Og når man lige står og kigger ind på teltet nu, så ligger nogle af de store master på bordene, hvor der før sad mennesker og spiste, siger Steffen van Norde.

Efterhånden som folk kom ud af teltet, blev de eskorteret af sikkerhedsfolk og andre ansatte op til en stor hovedbygning på pladsen.

- Efter min vurdering forløb det hele ret tjekket. Der var ingen panikstemning - kun lige i minutterne efter, hvor man ikke har overblikket, siger han.

Steffen van Norde mener, at det er rent helt, at det ikke gik værre, end det gik:

- Var det sket 10 sekunder tidligere havde der været fire store elefanter og fire heste i manegen. Men lige da det skete, var den sidste elefant på vej ud. De store dyr kunne have forvoldt endnu mere skade, siger han.

Tilbage står nu oprydningen på pladsen. Ifølge Steffen van Norde er folks tasker og andet blevet samlet sammen, så de kan få deres ting igen. Og han skal nu til at redde, hvad reddes kan af udstyret.

- Vores anlæg er fuldstændigt smadret, fortæller han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.