City: Det bliver godt nok stort

Lars Termansen
Flemming Thingbak ved Metax-grunden, hvor der skal bygges et nyt indkøbscenter med hotel og p-kælder. Arkivfoto: Grete Dahl
Byggeri 25. august 2007 06:00

AALBORG: Det bliver stort og ser spændende ud. Men spørgsmålet er, om der er behov for så kraftigt et byggeri. Sådan er opfattelsen hos Aalborg City til det nye skitseforlag for grunden ved Musikkens Hus. I Coop Himmelb(l)aus forslag indgår et nyt hotel og et bygningsanlæg med plads til butikker og kontorer. Uden nærmere angivelse af, hvor stort og hvor omfattende det skal være. - Jeg kan se, at bygningerne på tegningen ser store ud, og jeg er spændt på, om der er behov for det. I forvejen er man jo i gang med at opføre et nyt citycenter på Metax-grunden, og desuden bygges der jo også i City Syd med udvidelse af Shoppen og andre store byggerier, siger direktør Flemming Thingbak, Aalborg City. Han understreger, at cityforeningen er meget positiv over for, at der er kommet skred i planerne om byggeriet af Musikkens Hus. Hvad resten af forslaget angår - med flere funktioner på musikhusgrunden - ser han det mest som et tankespind på nuværende tidspunkt. - Men tanken om at lave nogle flere pladser, der binder byen sammen, er helt sikkert god, og jeg er heller ikke bange for, at byen bliver vredet skæv, hvis der kommer flere butikker i området ned mod fjorden. Kunderne skal nok komme rundt i hele byen, mener city-direktøren. Til gengæld vil en kraftig udbygning af området ved Musikkens Hus være med til at presse det øvrige nordjyske handelsliv, mener han. I forvejen bliver Aalborg nemlig styrket ganske kraftigt med byggeriet af citycentret Friis på Metax-grunden. I praksis skal der også tages højde for, at flere butikker og kontorer kræver p-pladser i midtbyen. Ifølge direktør Hans Peter Svendler fra Realdania er det tænkt ind i skitseforslaget, men han vil ikke gå ind i nærmere detaljer på det punkt. Forslaget skal først præsenteres for politikerne i byrådet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...