Fodbold

City og Liverpool deler i skuffende topbrag

Et brændt straffespark var højdepunktet i en kedelig topkamp, da Manchester City gæstede Liverpool.

Mohamed Salah (til højre) og de øvrige offensivspillere på banen i storkampen mellem Liverpool og Manchester City viste ikke ret meget kvalitet. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Mohamed Salah (til højre) og de øvrige offensivspillere på banen i storkampen mellem Liverpool og Manchester City viste ikke ret meget kvalitet. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Jürgen Klopps aggressivt pressende Liverpool-hold mod Josep Guardiolas offensive Manchester City-mandskab. Nummer et mod nummer to i ligaen. Mestrene mod Champions League-finalisterne.

Det var ikke svært at banke forventningerne højt op til søndagens topbrag i Premier League, men det blev en gedigen skuffelse.

0-0 efter en kamp nærmest blottet for smuk fodbold og chancer med undtagelse af et brændt straffespark.

Dermed er begge hold på 20 point i toppen, ligesom Chelsea også er det efter søndagens sejr i Southampton.

Der var sjældent set mange fejl fra begge mandskaber, fokus var på defensiven, og spillet var for langsomt.

Det normalt entusiastiske publikum på Anfield svarede da også igen med periodevis ukarakteristisk dæmpet summen fra lægterne.

Det var primært boldberøringer til den tidligere Liverpool-spiller Raheem Sterling, som kunne give noget larm i form af mishagsytringer.

0-0 ved pausen var derfor den uundgåelige pausestilling i stormødet.

I sidste sæson blev der scoret henholdsvis fem og syv mål i de to ligakampe mellem de to storhold, mens der blev scoret tre mål i begge deres indbyrdes Champions League-kvartfinaleopgør.

Det blev der ikke noget af søndag.

Efter en times ørkenvandring kom der dog endelig et par chancer, da Riyad Mahrez to gange på et minut forsøgte sig.

Første gang gik bolden forbi fjerneste stolpe, mens det andet forsøg sad lige på Liverpool-keeper Alisson Becker.

Skudforsøgene satte en smule skub i opgøret, og det virkede til, at de defensive knob blev løsnet en smule.

Mohamed Salah fik sendt et par forkølede forsøg afsted mod mål, men nulløsningen virkede efterhånden uundgåelig. Lige indtil Virgil van Dijk unødvendigt nedlagde Leroy Sané i feltet.

Martin Atkinson dømte straffe, men meget symptomatisk for den lidet seervenlige affære hamrede Riyad Mahrez bolden over mål.

Det gav dagens største bifald fra publikum, og trods lidt mere gnist efter straffesparket blev 0-0 det meget retvisende resultat.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst