Trafikpolitik

City Syd sander til i biler

Chefer frygter, at trafikken bryder sammen inden for to år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

City Syd er en stor kundemagnet og har nu i flere år ført til tung trafik på Hobrovej.foto: lars pauli

AALBORG:De fleste kender det allerede. Et godt tilbud har endnu en gang lokket dig til at vende bilen i retning mod City Syd med tilhørende bilkøer og en irriterende sneglefart på Indkildevej og Hobrovej. Trafiksituationen er uholdbar, fordi vejene ikke er bygget til transport af de 8-10 millioner gæster, der årligt besøger City Syd. Heraf har alene Aalborg Storcenter seks millioner gæster, og inden for to år vil infrastrukturen i City Syd blive belastet yderligere og med meget stor fare for, at trafikken går fuldstændig i stå. Det forudser både Lars Bach Nielsen, formand for City Syd Foreningen, og Bo Kold Søndergaard, chef for Aalborg Storcenter. De mener, det vil få konsekvenser i ikke alene City Syd, men for handelslivet i hele Storaalborg. Derfor har centerforeningen også kontaktet byrådets politikere for at få dem til at sætte penge af til en løsning under de budgetforhandlinger, som finder sted i disse dage. Der er nemlig ingen tvivl om, at trafikken vil tage til i området. Flere forretninger Metro åbner 17. september med et mål om at få 30.000 kunder. Shoppen åbner med 20 butikker 10. oktober. Derudover har Ide Møbler sagt, at de kommer til City Syd, mens alt peger på, at IKEA også er i området fra omkring år 2010. Derfor kan det ende med, at City Syd sander til i biler, og at kunderne opgive kampen mod bilkøerne og holder sig væk. - Jeg er ikke bange for, at det vil ramme Aalborg Storcenter så hårdt, men mere bekymret for Storaalborg, siger centerchef Bo Kold Søndergaard. - Hvis vi, som en af de store magneter ikke kan tilgodese de kunder, der kommer langvejs fra, fordi det er for besværligt at køre hertil, så kommer hele byen til at miste en hel del. Det er jo ingen hemmelighed, at vi trækker kunder helt fra Hjørring og Frederikshavn, Hadsund og Hobro. Og hvis man har kørt så langt, så vil man ikke blot besøge os i City Syd, men også byen, uddyber han. Nye kundegrupper Allerede nu er situationen uholdbar, lægger Lars Bach Nielsen ikke skjul på, og med udsigt til endnu flere forretninger, biler og kunder råber han og Bo Kold Søndergaard vagt i gevær. - Vi ved, der er en tilvækst af kunder på fem til syv procent om året. Og den tilvækst vil sikkert fortsætte med Metros og IKEAs tilstedekomst, og Metro vil tiltrække en ny kundegruppe i form af de selvstændige, siger Bo Kold Søndergaard. - Derfor vil der ikke gå mere end et til to år, før infrastrukturen bryder fuldstændig sammen, understreger han. Men han ser ingen anden løsning end at sidde med hatten i hånden og vente på en kommunal beslutning. Derfor har City Syd Foreningen også været i kontakt med de lokale politikere for at få dem til at prioritere en løsning meget højt på de kommende anlægsbudgetter. - Vi har ikke andre muligheder end at prøve at påvirke politikerne. Vi skal have en løsning, som fungerer for områdets beboere, forretninger og kunder, siger Lars Bach Nielsen. Han mener behovet er indlysende. - Politikerne er nødt til at tage højde for, at infrastrukturen følger med, når man udbygger et område som City Syd, siger han.