Civil anholdelse af spritbilist med kæmpepromille

48-årig mand fik bilen konfiskeret på stedet, da han blæste i politiets alkometer

Ole Sanvig Knudsen
Foto: Torben Hansen
Kriminalitet 2. juni 2018 16:52 - Opdateret 3. juni 2018 10:53

AALBORG: En vågen bilist, der kørte bag en stærkt slingrende bil, greb lørdag eftermiddag til en civil anholdelse af en spritbilist, fortæller vagtchef Karsten Højrup fra Nordjyllands Politi.

- Han tænker jo, at han må være beruset, ham der kører i bilen foran. Da bilen så stopper i krydset Letvadvej/Nibevej ved City Syd, så kontakter han føreren, og så kan han så se, at han er voldsomt beruset. Han tilbageholder bilisten, og der bliver ringet til politiet med det samme. Vi kommer derud, og det viser sig, at han har meget voldsom promille på over 2,0, siger Karsten Højrup Kristensen.

På grund af promillens størrelse konfiskerede politiet spritbilistens bil på stedet. Manden, en 48-årig mand fra Svenstrup, blev anholdt og der blev taget en blodprøve for at fastslå promillens størrelse endeligt.

- Nu afventer vi resultatet fra blodprøven og promillens størrelse, men der venter et retsligt efterspil, konstaterer Karsten Højrup Kristensen.

Selv om det er en førstegangsforseelse, så kan bilen blive konfiskeret, hvis promillen er højere end 2,0, når resultatet fra blodprøven viser sig.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...