Civilregistering ikke religion - men...

Dobbeltminister Bertel Haarder – han er som bekendt både kirkeminister og undervisningsministe

r – har i den første egenskab i en avisartikel ladet os vide, at "civilregistrering er ikke religion". Det er naturligvis rigtigt, at den registrering, der skal ske, er en ren praktisk foranstaltning. I ethvert velordnet samfund skal naturligvis enhver barnefødsel, ethvert indgået ægteskab og ethvert dødsfald anmeldes på et eller andet offentligt kontor således, at registrering af hændelserne kan finde sted. I Danmark har vi kendt til folkeregistrering fra omkring 1500. Der var tale om en kirkebogsregistrering, hvor sognepræsterne registrerede dåb, begravelser og ægteskaber. Men først i 1646 udtstedte enevoldskongen Christian IV dekret om personregistrering i hele det danske rige. Det var en videreførelse af den allerede indførte kirkebogsregistrering. Præsterne i hvert eneste kirkesogn skulle registrere alle fødsler, vielse og dødsfald. Ved konfirmationens indførelse 1736 skulle fra da af også konfirmationer registreres. At det var sognepræsten, der skulle foretage den forordnede registrering, var naturligt efter datidens forhold. Han var formodentlig den bedst uddannede person i sognet, og tilmed var han ansat af kongen. Tidens udvikling har medført, at der rundt om i landets sogne er indrettet et kirkekontor, som bestyres af en kirkebogskyndig kordegn. Fra tid til anden er der dog opstået diskussion om, hvorvidt det er rimeligt, at Folkekirken skal stå for den civilregistrering, som ikke bare er for medlemmer af Folkekirken, men for hele den danske befolkning. Med Danmarks Riges Grundlov af 1849 blev der indført religionsfrihed. Allerede fra da af kunne man have forventet en ændring i den danske civilregistrering. Baptister, katolikker og andre ikke-medlemmer af Folkekirken har med føje kunnet føle det urimeligt, at de skulle henvende sig til et folkekirkeligt kontor for at anmelde fødsler, dødsfald og andet. Men desværre fandt de ansvarlige og besluttende myndigheder det ikke nødvendigt at flytte civilregistreringen fra det folkekirkelige regi til et offentligt, religionsneutralt registreringskontor. Da Sønderjylland kom under tysk fremmedherredømme i 1864, skete her en ændring. Efter tysk mønster indførtes civilregistrering, hvor der områdevis findes et offentligt kontor med en personregisterfører. Her registreres alle fødsler, navngivelser, dødsfald samt indgåede ægteskaber. Denne registrering er efterhånden gået over til de lokale folkeregistre. De rent kirkelige handlinger som barnedåb, konfirmation, velsignelse af indgåede ægteskaber samt begravelser registreres hos sognepræsten. Nyfødte sønderjyder bliver efter egnens skik forsynet med to attester: en fødselsattest fra folkeregistret og en dåbsattest fra sognepræsten. Efter genforeningen i 1920 fortsatte den tyske ordning, og den fungerer stadig i Sønderjylland. På den ene side kunne man have forventet, at der i Sønderjylland var blevet genindført kirkebogsføring efter gammel dansk skik. Når det ikke skete, kunne man på den anden side have forestillet sig, at de registreringsansvarlige myndigheder ville lade indføre den tyske form for civilregistrering i hele Danmark. Men noget sådant har hidtil ladet vente på sig. Ved indførelsen af folkeregistre i 1924 skulle alle danske borgere registreres ét sted, nemlig hos den enkelte kommunes folkeregister. Til folkeregistret har siden borgerne været pligtige at anmelde flytning ligesom tilladelsen til at indgå ægteskab, prøvelsesattest, udstedes i kommunalt regi. Fødsel og dødsfald skal anmeldes på Folkekirkens kontor, som efterfølgende orienterer folkeregistret, som på den måde kan holde regnskab med antallet af borgere i kommunen. Men som enhver kan iagttage, registrerer kirkekontor og folkeregister stort set de samme ting. Denne dobbeltregistrering har fundet sted lige så længe, folkeregistrene har eksisteret. Det kan i allerhøjeste grad undre, at ansvarlige på centralt hold ikke for længst har skredet ind mod dette meningsløse overforbrug af arbejdskraft. Hertil kommer, at baptister, katolikker og andre borgere uden for Folkekirken gang på gang over de senere år har påtalt det urimelige og krænkende i, at de stadig – 156 år efter religionsfrihedens indførelse – skal henvende sig til et folkekirkeligt kontor for at anmelde deres barnefødsler, dødsfald og andet. Selv om dobbeltminister Bertel Haarder nok så mange gange hævder, at "civilregistrering er ikke religion", finder mennesker fra trossamfund uden for Folkekirken og ikke-kristne borgere det urimeligt, at de skal henvende sig til Folkekirkens kordegnekontor for at anmelde fødsel og dødsfald m.v., og de lader sig næppe tilfredsstille, før al civilregistrering bliver flyttet fra det folkekirkelige regi til det religionsneutrale kommunale folkeregister.