CL-billetter på nettet

Billet til AaB mod Manchester United kostede 2500 kr. og var udstedt til NORDJYSKE.

Flemming Olesen
Mere end 300 sortbørsbilletter var til salg på Internettet i forbindelse med kampen mellem AaB og Manchester United.
Fodbold 7. oktober 2008 01:23

NORDJYSKE havde slet ikke behøvet at bevæge sig helt til Holland - via internettet og firmaet worldticketshop.com - for at købe en sortbørsbillet til Champions League-matchen i fodbold mellem AaB og Manchester United. Vi kunne have købt den indenhus - endda godt et par hundrede kroner billigere end de 2.756 kr. vi nu kom af med for en billet, der oprindeligt var udstedt til Adidas, en af UEFA, det europæiske fodboldforbunds, sponsorer. Brian Porskrog, aalborgenser, fortæller nemlig, at han købte to billetter til kampen for 2.500 kroner per styk. Og det var billetter, der oprindeligt var udstedt til NORDJYSKE Medier. - Min søn er helt vild Manchester United-fan, så han spurgte mig, om ikke vi kunne få billetter til kampen, fortæller Brian Porskrog. - Jeg er sponsor hos AaB Ishockey, men herigennem var det ikke muligt at købe billetter. - Så gik vi på nettet, og her var der masser af billetter til salg. - På guloggratis.dk var der 36-37 billetter til salg, og på qxl.dk var der vist 42. - Vi fik via guloggratis.dk kontakt til to, der ville sælge. Den ene skulle have 3.000 kr. pr. billet, den anden 2.500 kr., og i begge tilfælde var det to billetter ved siden af hinanden, der var til salg. Og begge hold billetter var fra NORDJYSKE, griner Brian Porskrog. Hans søn tog ud til sælgeren, som skulle have 2.500 kr. pr. billet og købte de to, og så var lykken gjort for især sønnen - men sandsynligvis også for sælgeren. Hos NORDJYSKE siger salgs- og marketingdirektør Thorkild Rathje: - Vi havde 130 billetter til kampen forbeholdt sponsorer og til uddeling gennem vore salgskonsulenter. - Derudover havde vi otte billetter til distributionen, formentlig uddelt til bude, ligesom vi havde 12 billetter til vores salgsafdeling. - Hvordan de billetter er håndteret af de personer, som har fået dem, kan vi naturligvis ikke vide noget om, siger Thorkild Rathje. I NORDJYSKEs artikler om sagen i gårsdagens avis påpegede advokat Birte Rasmussen fra Hjulmand og Kaptain, at det ved lov er klargjort utvetydigt, at det er ulovligt at videresælge billetter til priser over det beløb, de oprindeligt har kostet. Straffen herfor er bøde. - Jamen, vores oplevelse viser bare, at der er masser af billetter at købe på det sorte marked, hvis man vil betale for det, siger Brian Porskrog. - Men det kan da godt være, at det nu bliver lidt sværere næste gang, når nu den her sag kommer frem, spår han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...