Clairvoyante sat ind i eftersøgning af pony

Ponyen løb væk i fredags, og der er stadig ingen spor af den

Ida Smith
PONYEN BLEV købt som en springpony til datteren Julie. Men nu er den væk. Privatfoto
Heste 1. september 2009 10:24

FARSØ: - Din pony er fundet, og han har det godt. Han står et sted, og de beholder ham ikke. Sådan lyder den samstemmende melding fra fire clairvoyante, som Bitten Kjærsgaard har talt med i forsøget på at finde sin sorte pony, Hedemands Nero, som stak af i fredags. - Men hvis det passer, så må vedkommende, der har fundet ham, da snart ringe til politiet, siger Bitten Kjærsgaard utålmodigt. Ponyen stak af fra familiens hjem på Torupvej nord for Farsø fredag eftermiddag. Siden har der været en større eftersøgning i gang i engene og markerne omkring ejendommen. - Folk har været utrolig flinke til at hjælpe. Det er næsten, som om det var et barn, der var væk, siger Bitten Kjærsgaard. Indsatsen har dog ikke bragt ponyen tilbage igen, og derfor tyede Bitten Kjærsgaard til at hente ekstra hjælp fra hele fire forskellige clairvoyante. Dels John Braad, der er tilknyttet ugebladet Hjemmet, og dels tre andre. - Alle fire siger uafhængigt af hinanden, at han er taget ind af nogen, og at han har det godt. Den ene clairvoyante kunne høre en lille pige, der siger: Mor, kan vi ikke bare beholde den? Og moderen svarer: Nej, det må man ikke, fortæller Bitten Kjærsgaard. Hvis nu Hedemands Nero, trods meldingerne fra de clairvoyante, stadig løber frit rundt et sted i Vesthimmerland, så håber Bitten Kjærsgaard snart at få en melding fra nogle, der ved, hvor den er. Den sorte hingst har en hvid blis og er brændemærket med nummeret SP867.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...