Tennis

Danske Fed Cup-kvinder taber og skal i nedrykningsdrama

Unge Clara Tauson lagde ud med at tabe, da Danmark tabte til Polen og møder Estland om at undgå nedrykning.

Clara Tauson vandt for nylig Australian Open i juniorrækken. Fredag tabte den unge tennisspiller i Fed Cup-kampen mellem Danmark og Polen.

Clara Tauson vandt for nylig Australian Open i juniorrækken. Fredag tabte den unge tennisspiller i Fed Cup-kampen mellem Danmark og Polen.

ZIELONA GORA: Det danske kvindelandshold i tennis skal lørdag dyste om at undgå nedrykning i Fed Cup.

Det stod klart fredag aften, da Danmark bragte sig bagud 0-2 i opgøret mod Polen, og også endte med at tabe den sidste kamp.

0-3-nederlaget var derfor en kendsgerning, da Maria Jespersen og Hannah Viller Møller i double tabte 0-6, 3-6 til Maja Chwalinska og Alicja Rosolska.

Status er dermed samlet nederlag til både Rusland og Polen i gruppespillet, og dermed møder Danmark lørdag middag Estland i et opgør om at undgå nedrykning til Europa/Afrika Gruppe II.

Danskerne kom skidt i gang i polske Zielona Gora, da unge Clara Tauson lagde ud med at tabe den første kamp til Iga Swiatek vandt kampen 6-3, 7-6 (9/7).

- Min præstation var usolid. Jeg startede skidt ud. Så kom jeg lidt ind i rytmen igen, men jeg var for ustabil, og da jeg havde chancerne, gjorde jeg det ikke godt nok.

- Der er ikke noget pres på mig, så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg blev nervøs, men det blev jeg i dag, siger Clara Tauson.

Clara Tausons nederlag betød, at Danmark kom bagud 0-1 i opgøret mod polakkerne, og efterfølgende tabte også Karen Barritza sin singlekamp med 2-6, 2-6 mod Magda Linette, der er nummer 89 i verden.

Udsigten til en nedrykningskamp overraskede ikke Fed Cup-kaptajn Jens Anker Andersen.

- Det var en fin indsats i dag af begge singler. Det er nemt at sige, at man er skuffet over, at Clara ikke vinder. Men det kan man ikke være, når pigen er 16 år.

- Men man er rent faktisk ærgerlig over, at hun ikke vinder. Det er vildt nok, at man kan være det, når en 16-årig pige taber en tenniskamp på det her niveau ved Fed Cup.

- Vi er ikke overrasket over, at vi står i den her situation i morgen efter kampe mod Rusland og Polen. Vi har trænet godt hele ugen og forberedt os på denne situation, så vi er klar til at gå ind og give den alt, hvad vi har, siger Jens Anker Andersen.

Torsdag fik Danmark en dårlig start på turneringen, da det blev til nederlag til Rusland.

Danmarks kampe i Polen har været i Europa/Afrika Gruppe I, som er det tredjebedste niveau.

Turneringen afvikles i to grupper, hvorefter der blandt andet spilles om op- og nedrykning.

Caroline Wozniacki er ikke en del af det danske hold ved Fed Cup.

Tennisstjernen, der sidste år fik konstateret leddegigt, meldte tidligere på ugen afbud, efter at hun ikke havde reageret godt under træningerne op til turneringen.