Claus Bo havde ikke ladet Shakhtar score

Dommer Claus Bo Larsen kalder Shakhtar Donetsk-scoringen til 1-1 mod FC Nordsjælland for trist for fodbolden.

Claus Bo havde ikke ladet Shakhtar score

Det var under al kritik, at Shakhtar Donetsk fik lov til at score 1-1-målet i 5-2-sejren over FC Nordsjælland i tirsdagens Champions League-kamp i Parken.

Det mener topdommeren Claus Bo Larsen, som aldrig selv ville have tilladt scoringen til ukrainerne, hvilket kampens franske dommer Antony Gautier gjorde.

- Det er en uskreven regel, at en spiller, der får bolden fra et dommerkast, ikke kan score, det er jo fair play.

- Jeg havde i hvert fald ikke ladet dem score. Jeg havde fundet på et eller andet, siger Claus Bo Larsen til bold.dk.

Hvis Claus Bo Larsen selv havde dømt kampen i Parken, ville han have fløjtet for et eller andet, så Shakhtar-scoringen ikke kunne godkendes.

- Det er trist for fodbolden. Havde dommeren været lidt mere rutineret, kunne han have stoppet spillet og så lade bolden falde igen, fordi han ikke mente, den var i orden.

- Den var måske halvflad eller punkteret. Så kunne han have bedt om en ny bold, og så skal dommerkastet tages om, forklarer Claus Bo Larsen.

Luiz Adriano har selv bedyret, at han handlede instinktivt og ikke havde lagt mærke til, at FCN skulle have bolden efter et dommerkast.

FCN-spillerne protesterede over målet og henvendte sig direkte til Adriano, men Claus Bo Larsen mener, at danskerne var ret så besindige.

- Kunne du forestille dig, hvad der var sket, hvis han havde gjort det mod Galatasaray nede i Tyrkiet? Eller ovre i England?

- Jeg tror ikke, han havde gjort det andre steder end lige her. Jeg tror ikke på, det så var gået godt, lyder det fra Claus Bo Larsen.

FCN kan med nederlaget ikke længere gå videre fra gruppespillet i Champions League, men holdet mangler dog at spille en enkelt kamp ude mod Chelsea.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst