Cliff kommer med egen kok

B 52 skal også stryge popstjernens skjorter

Lars Termansen
Fans stod i kø for at sikre sig billetter, da salget til koncerten med Cliff Richard gik i gang. Men faktisk er der stadig et par hundrede ledige billetter til salg bagerst i hallen. Publikum kan glæde sig over, at der er storskærm. Arkivfoto: Lars Pauli
Aalborg 10. marts 2007 05:00

AALBORG: Når Cliff Richard på næste lørdag kommer til Aalborg, er han ledsaget af et større følge. Ikke alene består tourkaravanen af adskillige biler og busser, der skal transportere sceneudstyret til Aalborg. Men Sir Cliff har også sin egen kok med, der skal lave mad til cirka 60 personer. Og det betyder, at koncertarrangør Kjeld Ranum fra fodboldklubben B 52 skal stille med en chauffør/tolk, der kan køre kokken rundt til forretninger i Aalborg, hvor der skal købes ind til madlavningen. - Når de så har været ude og købe ind, vender de tilbage til hallen, og så skal kokken have en cateringassistent til rådighed, som kan hjælpe til i køkkenet, fortæller Kjeld Ranum, som også må finde en person, der kan agere ”runner” - altså en praktisk hjælper som kan springe af sted, hvis der pludselig bliver brug for noget. Arrangøren skal derudover også have to personer klar, der skal stryge tøj - både Cliff Richards og orkesterets. - Vi løser opgaven med nogle old girls-piger. De kommer i arbejde, men til gengæld får de jo mulighed for at være med backstage, bemærker Kjeld Ranum, som på ingen måde finder betingelserne urimelige. - Når man er på tour i længere tid, er det klart, at man gerne vil være sikker på at få noget ordentligt at spise.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...