Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, siger, at hendes republikanske rival, Donald Trump, tilsyneladende har brudt loven i 1990'erne.
Meldingen kommer, efter at magasinet Newsweek har beskrevet, hvordan et af Donald Trumps selskaber forsøgte at drive forretning i Cuba.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer, herunder AFP og Reuters.
Ifølge Newsweek var det et af Donald Trumps hotel- og casinoselskaber, der i 1990'erne drev forretning i Cuba.
Det var på det tidspunkt ulovligt under den amerikanske embargo mod det kommunistiske styre.
- I dag har vi hørt om hans bestræbelser på at drive forretning i Cuba, hvilket efter alt at dømme er et brud på loven, siger Hillary Clinton torsdag.
- Det er i hvert fald en hån mod den amerikanske udenrigspolitik, og han har konsekvent vildledt folk, når han har svaret på spørgsmål om, hvorvidt han har forsøgt at drive forretning i Cuba, tilføjer Clinton.
Donald Trump har endnu ikke kommenteret indholdet i Newsweeks historie.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.