Turisme

Clinton-besøg viser, at Frederikshavn har format

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Camilla Frost: - Clinton-besøget viser, at Frederikshavn har format.arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn var i mange år kendt som en havne- og arbejderby uden de store armbevægelser. Dette image har driftige mennesker forsøgt at omdanne de seneste år, men det er et langt og sejt træk. Derfor er Bill Clintons besøg usandsynlig vigtigt. Det signalerer, at Frederikshavn er en by med format. En by, der kan løfte et arrangement, som vil give genlyd langt uden for landets grænser. Det mener Camilla Frost, der er direktør for Hotel Jutlandia i Frederikshavn. - Det er fantastisk for byen. Clintons besøg viser, at Frederikshavn har format. Det vil give byen et mere moderne image som et sted, hvor idérige mennesker virkelig kan få tingene til at ske, siger Camilla Frost. Op til besøget 29. september vil presse-, politi- og sikkerhedsfolk strømme til Frederikshavn. Hun siger, at byen er godt gearet til det store ryk-ind. - Vi har masser af hotelværelser, så det skal nok gå, siger hun. Bill Clintons besøg er også en god nyhed for det nordjyske turistsamarbejde Toppen af Danmark. - Frederikshavn og Vendsyssel vil blive eksponeret i hidtil uset grad. Der vil formentlig komme tv-indslag i mange lande - også Sverige, Norge og Tyskland, som er de lande, vi normalt retter vores markedsføring imod, siger Tommy Thomsen, Sæby, der er formand for Fonden Toppen af Danmark. Han fik først nyheden om det fornemme besøg torsdag og har derfor ikke nået at tale med sine kolleger i turistbranchen. Men det vil han gøre hurtigst muligt. - Det ville være oplagt, hvis Toppen af Danmark bruger Clinton-besøget til at søsætte en markedsføringskampagne. Det vil formentlig kunne give en effekt - både på kort og længere sigt. Hvis vi kan åbne turisternes øjne for, at Vendsyssel er meget mere end lækre strande samt flot natur og kulturhistorie, vil det være fantastisk. Clinton-besøget viser, at vi i vores område har resurser til at løfte selv meget store arrangementer, og det vil være meget positivt for vores image, siger Tommy Thomsen, der også mener, at Clinton-besøget vil betyde meget for selvbevidstheden i Østvendsyssel.