CNN: Giuliani ville presse Ukraine til Biden-undersøgelse

På en ny lydoptagelse kan man høre Rudy Giuliani presse ukrainsk regeringsrådgiver til at undersøge Joe Biden.

WASHINGTON D.C.: Donald Trumps tidligere rådgiver Rudy Giuliani forsøgte i et telefonopkald i 2019 at presse den ukrainske regering til at offentliggøre en efterforskning af Joe Biden, da han var præsidentkandidat.

Det fremgår af et lydklip offentliggjort natten til tirsdag af det amerikanske medie CNN.

Giuliani henvender sig direkte til den højtstående ukrainske regeringsrådgiver Andrej Yermak i opkaldet.

CNN kalder samtalen en "forløber" til det opkald mellem den tidligere amerikanske præsident og Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, som var centrum i den første rigsretssag mod Trump.

Med opkaldet henviser Giuliani blandt andet til en teori om, at Ukraine blandede sig i valget i 2016. Teorien er ifølge nyhedsbureauet AP blevet afvist.

Derudover ønsker Giuliani, at Bidens forbindelser til Ukraine undersøges. Det var også et emne, som Trump gentagne gange bragte på banen i sin tid som præsident.

- Alt, hvad vi har brug for fra præsidenten (Zelenskij), er, at han siger: Jeg vil give en ærlig anklager ansvaret, han skal undersøge beviserne, som findes lige nu, og finde ud af, om der er andre beviser for indblanding i valget i 2016, og så skal vi til bunds i Biden-sagen, siger Giuliani i opkaldet til Yermak i juli 2019.

Den amerikanske diplomat Kurt Volker er også med i opkaldet.

Trump tabte præsidentvalget 2020 til Biden og stoppede som præsident i januar 2021.

I april offentliggjorde føderale anklagere ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de undersøger Giulianis handelsforbindelser til Ukraine, mens han stadig var personlig advokat for Trump.

I den forbindelse blev Giulianis hjem og kontor ransaget, og computere og telefoner blev beslaglagt.

Giuliani, som tidligere har været borgmester i New York City, er ikke blevet sigtet. Han sagde efter ransagningerne, at han har opført sig "fuldstændig lovligt og etisk" korrekt.

CNN har været involveret i flere kontroverser med den tidligere præsident.

Trump gik fri i begge sine rigsretssager i Senatet, hvor der var republikansk flertal på det tidspunkt.

Det gjorde han både i sagen om Ukraine-opkaldet og en senere rigsretssag om opildnen til oprør foran Kongressen i USA i januar.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.