Cølibat er ikke arveligt!

"Cølibat er ikke arveligt!".

Inden for den katolske kirke er fænomenet imidlertid gjort arveligt på den måde, at det er gået i arv gennem umindelige generationer. Man tvinges som evangelisk-luthersk kristen til at spørge, hvorfor? Meget langt kan man forstå den katolske kirkes munke- og nonneordener, hvor de personer, der tilsluttert sig, frivilligt er gået ind under nogle fastsatte ordensregler om arbejdsomhed, fattigdom, kyskhed og ikke mindst afsondrethed. Men når det drejer sig om katolske præster, synes cølibatkravet ganske i strid med eller ligefrem en hindring for præstens arbejde og hele funktion, eftersom der her er tale om mennesker, der har til opgave at leve som menneske blandt mennesker, hvem de skal være til hjælp i alle forekommende menneskelige og dagligdags problemer. Fra munke- og nonneverdenen findes der grumme historier om, hvorledes seksualdriften har vundet over både cølibatkrav og nok så fromme klosterløfter. Hvor munkeklostre og nonneklostre ikke har ligget for langt fra hinanden, er der blevet udfoldet store anstrengelser for, at munke og nonner har kunnet mødes og dyrke seksuel omgang efter samvittighed og behag med lige så uønskede som utilstedelige barnefødsler til følge. Især i nyere tid er der indløbet efterretninger fra katolske lande om det, som jeg vil kalde en negative effekt af det cølibatkrav, som de katolske præster naturstridigt er underlagt. Som en frugt af, at naturen er gået over optugtelsen og kravet om cølibat, meldes der bl.a. fra Irland om seksuel misbrug af kvinder, der var tvangsanbragt på den katolske kirkes hjem for "faldne kvinder", bl.a. fordi de havde fået barn uden for ægteskab. Fra England og Amerika har vi fået underretning om udbredt misbrug af kordrenge. Alene i staten Massachusetts i USA er der blevet afsløret et vidtrækkende netværk blandt pædofile præster. De skandaløse afsløringer har fået til følge, at den katolske kirke er blevet sagsøgt af næsten 1000 ofre for seksualforbrydelser. Kirken er blevet pålagt at udbetale så store erstatningssummer, at Bostons ærkebiskop har måttet lukke mere end 60 kirker for at få råd til at udbetale erstatning til de forulempede. Det er ikke småbeløb, der er tale om, men beløb i størrelsesordenen 86 millioner dollars. Det kan synes besynderligt, at den katolske kirke stiller det unaturlige krav, at dens præster skal leve i cølibat. Umiddelbart behøver der naturligvis ikke at være noget forkert ved et aleneliv, heller ikke at denne levetilstand behøver at føre noget ulovligt med sig. Men den tanke ligger nær, at katolske præsters seksualbehov i visse tilfælde har været stærkere end deres evne til at overholde cølibatkravet med seksualforbrydelser til følge. Sådanne afskrækkende kendsgerninger burde være nok til, at man fra allerhøjeste plan i den katolske kirke ophævede kravet om cølibat, og gøre dette til en helt frivillig sag. Den ortodokse kirke har for længst ophævet kravet om cølibat for sine præster; i dag lever mange af denne kirkes præster - måske de fleste - i et naturligt ægteskab. Følger den katolske kirke søsterkirkens eksempel, vil dette formodentlig for det første sætte en stopper for de afsporede og forbryderiske tendenser, som har skadet denne kirken overmåde meget. For det andet vil muligheden for som præst i den katolske kirke at kunne leve i et normalt ægteskab sikkert få langt flere til at søge ind på præsteseminarierne, og dermed vil kirkens præstemangel kunne afhjælpes. Den katolske kirke vil følgelig kunne se frem til at få flere og bedre velkvalificerede præster, der i højere grad vil kunne fungere normalt og tillidsvækkende blandt menighedens almindelige mennesker.