Cola kan skade sædkvaliteten

EN FRISTENDE drik - men i store mængder muligvis også skadelig for mænds sædkvalitet.Arkivfoto

EN FRISTENDE drik - men i store mængder muligvis også skadelig for mænds sædkvalitet.Arkivfoto

KØBENHAVN:Unge mænd, som gerne vil være fædre engang, kan med fordel skære ned på deres colaforbrug. Danske forskere har fundet frem til en sammenhæng mellem et højt colaforbrug og dårlig sædkvalitet. - Årsagen er sandsynligvis den livsstil, der er forbundet med at drikke meget cola, men vi kan ikke udelukke, at det skyldes colaen, siger Tina Kold Jensen, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet og Rigshospitalet. Et omfattende studie af sædkvaliteten hos mere end 2500 unge danske mænd viser en sammenhæng mellem overdreven indtagelse af cola og dårlig sædkvalitet. De unge mænd deltog i undersøgelsen i forbindelse med deres optagelse som værnepligtige, hvor de afleverede en sædprøve og svarede på en række spørgsmål om deres forbrug af koffein i form af kaffe, te, chokolade og cola. - Vi fandt, at hvis man indtager moderate mængder af koffein - altså mindre end det, der svarer til otte kopper kaffe om dagen - så har det ingen betydning for sædkvaliteten, siger Tina Kold Jensen. Blandt deltagerne drak omkring 100 unge mænd mere end én liter cola om dagen, og de havde væsentligt dårligere sædkvalitet end de andre. - De havde en nedsat sædkoncentration og færre normale sædceller. Men det er meget vanskeligt at udlede, om det er colaen eller deres livsstil, der er skyld i problemet, siger Tina Kold Jensen. De colaafhængige spiste for eksempel også flere burgere end gennemsnittet. Og ifølge professoren hænger et højt forbrug af sodavand typisk sammen med usund kost og for lidt motion. Faktorer, som flere studier tidligere har vist, har en betydning for sædkvaliteten. Det danske studie er netop blevet offentliggjort i det amerikanske lægeskrift American Journal of Epidemiology./ritzau/